Nyhedsarkiv » Det er strategien, som bør diskuteres først

08.08.2011

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Ifølge dagspressen ser Danish Crowns ledelse intet alternativ til fortsat vækst. Målet er at blive blandt de tre største fødevareproducenter i Europa, men hvis der ikke er noget alternativ til at sælge ud af indflydelsen i selskabet for at finansiere væksten, skal man overveje, om det er klogt af selskabets nuværende ejere at fastholde det som strategisk mål.
Det kan gå så grueligt galt, hvis ikke man er villig til at ændre strategi. Væksten kan kun finansieres ved at få andre investorer med som enten skyder kapital ind i form af penge eller andre aktiver som har værdi for DC. Til gengæld for det får de aktier i DC A/S.
Hvis de kommer med penge/aktiver i en størrelsesorden som flytter noget, gør de det ikke uden at få dominerende indflydelse. Hvem forestiller man sig skulle sætte en kuffert med penge i Randers og sige: ”Vi deler overskuddet, når I har besluttet, hvad I vil have for råvarerne i år”. Hvis der er nogen som skal komme med kontanter, vil de da naturligvis gøre det, fordi de kan se en lukrativ forretning, og den har de slet ikke styr på, hvis ikke de har styr på råvareprisen. Hvis der er nogen som byder sig til med aktiver uden at stille de samme krav, er det af ren nød. Hvis DC siger ja til den slags ægteskaber, er det også af ren nød, og så kan vi alle glemme alt om en lys fremtid. Den slags fusioner har der været rigeligt af, dengang der var fri adgang til kapital for andelsselskaber.
For et sundt Danish Crown A/S er der kun én interesse, nemlig at købe billige råvarer og fordele overskuddet blandt aktionærerne. Hvis man som svineproducent ejer en andel af aktierne som svarer til ens produktion, så kunne man i og for sig være ligeglad med, hvordan overskuddet kommer ud, men hele øvelsen er jo sat i værk, fordi svineproducenterne ikke har råd til at købe så mange aktier og derfor er nødt til at dele fortjenesten med andre. Det er der heller ikke noget problematisk i, så længe DC A/S vil betale markedsprisen for danske grise. Problemerne opstår i det øjeblik, hvor DC A/S kan se, at fortjenesten kan gøres større ved at satse på udenlandske slagtninger. For de af ejerne som ikke har investeret i danske stalde, er det eneste der holder dem tilbage, at man så skal afskrive værdien af de danske slagterier, men svineproducenterne skal også afskrive værdien af deres stalde eller finde alternative slagtemuligheder. Denne skævhed i incitamentsstrukturen er projektets akilleshæl.

Hvad bliver afregningen?
Der vil naturligvis være en markedspris for svinekød. Vi mener, at der bør være en præmie for dansk svinekød pga. af lidt bedre eksportmuligheder til tredjelande, men ellers bestemmes EU-markedsprisen af det tyske marked. Hvis et marked mangler svin, bliver markedsprisen den tyske pris plus transportomkostningen fra Tyskland. Hvis et marked har for mange svin bliver markedsprisen den tyske pris minus transportomkostningen til Tyskland. Til trods for, at vi mener, der bør være en præmie i Denmark, har vi i realiteten i lange perioder været underlagt denne sammenhæng. Hvis vi ikke længere selv har indflydelse på slagteriet, vil det være naturligt, at vi permanent bliver underlagt denne sammenhæng, da de vil betale mindst muligt for råvaren. Det nye i forhold til tidligere er, at den afgørende transportomkostning er transportomkostningen for smågrise og ikke som tidligere for slagtesvin. Derfor er den danske afregningspris nødt til at ligge tættere på den tyske end tidligere. Den præmie som vi har for vores bedre eksportmuligheder tilfalder helt aktionærerne, da det kun er en delmængde af grisene i Denmark som skal bruges til denne eksport.
Afhængigt af DC A/S’s ambitionsniveau for antallet af danske slagtninger kan de beslutte et af følgende prisniveauer.

1. at den gennemsnitlige slagtesvineproducent får aflønnet sig selv og sin kapital på et rimeligt niveau.
2. at den gennemsnitlige slagtesvineproducent får et positivt DB, når han køber en smågris i konkurrence med sin tyske kollega.
3. at der kun fedes dem i Danmark som ikke kan afsættes som smågrise til eksport, men at det ikke kan betale sig at eksportere levende slagtesvin til Tyskland.
4. at man kun satser på dem som ikke kan afsættes hverken som smågrise eller slagtesvin til udlandet.
Det er klart, at det kun er de to første niveauer som betyder slagtesvineproduktion i Danmark på langt sigt, men man vil godt i en kort årrække kunne vælge de to sidste niveauer, indtil der bliver etableret alternative afsætningsmuligheder.