Nyhedsarkiv » Danish Crown skal stå på egne ben

23.04.2014

Kommentar af Niels Christian Borup, bestyrelsesmedlem i Danske Svineproducenter

Situationen er i dag, at grise og arbejdspladser fosser ud af Danmark. Det er der mange grunde til, hvor selvfølgelig skal nævnes de rammebetingelser, landbruget har som PSO afgifter, veterinære omkostninger, begrænsninger på dyrkningsfladen, administrative omkostninger osv. Alle er alvorlige forhold, vi skal have flyttet politisk. Andre grunde kan være den måde, vi driver vores slagterier på. Det drejer sig selvfølgelig om virksomhedsstrategi og virksomhedens opfattelse blandt interessenter.

Efter hvert slagteriår indstiller ledelsen til repræsentantskabet, hvorledes årets overskud skal fordeles. De seneste mange år, mere end 10, har den del af overskuddet der efterbetales til svineproducenterne pr. kg. kød været ens i hhv. Danish Crown (DC) og Tican. Fra 0,70 til 1 kr. pr. kg. hvert år. Dette til trods for forskelle i størrelse, markedstilgange, finansiering, vækst i udland osv. Teknisk afgør denne efterbetaling via en fordelingsnøgle, hvilken pris smågriseproducenterne får for deres grise det kommende år. Ud over efterbetalingen til producenterne kan en del af overskuddet henføres til såkaldt ufordelt egenkapital, hvor DC i de to seneste år har henført henholdsvis 400 millioner og 200 millioner kroner. Dette svarer til 35 øre pr. kg. det ene år og 17,5 øre det andet år, eller 27 kr. og 13,5 kr. pr. gris. Penge, der godt kunne have været udbetalt og således fordelt mellem smågrise- og slagtesvineproducenter. I stedet er pengene brugt af DC som selvfinansiering til halvdelen af købesummen, da vi andelshavere for nyligt blev de lykkelige 100 % ejere af Sokolow-slagteriet i Polen. Partnerskabet med finske HK-Scan ophørte med en pinlig og uforstandig oplysning om, at HK Scan skulle bruge kapital til deres økonomisk betrængte ejere hjemme i Finland.  Af DC´s hjemmeside forstås, at der ikke var noget alternativ til HK-Scan som partner. Det rigtige i situationen var et enstrenget ejerskab og synergier i rigelige mængder. En historie vi har hørt omtrent 100 gange tidligere. Derfor overtog DC de resterende 50 % af det, der nu af DC højtideligt kaldes kødets svar på Coca Cola. Jeg både håber og tror, at det er et godt og effektivt slagteri, men tør dog godt imødegå fantasten, - i nærheden af Coca Cola kommer det aldrig på nogen måde. Prisen 1,3 milliard kroner, - er det en rigtig pris? Ingen ved det, da HK-Scan ikke udbød deres halvdel til salg, - de har været tilfredse.

"Danske forhold er overeksponerede i billedet af DC. Vi har en udfordring i Danmark, men det er ikke et meget alvorligt problem for os." Sådan lyder meldingen fra DC’s administrerende direktør Kjeld Johannesen i Børsen fredag den 11. april, og den ligner en tidligere udmelding om, at DC kan klare sig uden danske svin. Ingen kan lide at få at vide, at man kan undværes og da slet ikke, når man er medejer virksomheden! DC udbetaler ikke en notering i nærheden af den bedst mulige, men bruger blot pengene efter for godt befindende, hvilket vækker undren og maner til eftertanke. Gensvaret som smågriseproducent er muligheden for at udvise økonomisk ansvarlighed i egen virksomhed ved at eksportere smågrisene til en høj pris, mens man som slagtesvineproducent må leve med utrygheden om, at der ikke kan købes smågrise til at fylde i sin stald. Meldinger som ovenstående fra direktøren og de høje priser ved eksport for nuværende gør, at eksporten vil fortsætte og meget sandsynligt i et endnu højere tempo.  Dette uagtet, at DC har ansat en række konsulenter, som landmænd kan gøre brug af til under kostpris. Konsulenter, der skal skabe relationer mellem slagterier og andelshavere og andelshavere imellem i et krampagtigt forsøg på fastholdelse af slagtegrise i Danmark. Konsulenterne kan dog ikke gøre noget ved den af ledelsen tilbageholdte ufordelte egenkapital.

Kapital synes DC at have fået tilført i rigelige mængder de seneste tre til fem år. Man fik kvit og frit overdraget selskaberne SPF og Hatting, der ellers var konstateret selvejende siden 1988.  I SPF-selskabet plyndrede man en risikokasse på ca. 28 millioner kroner og Hatting blev solgt fra til Danish Agro for ca. 50 millioner kroner. Endvidere afleverede man styringen af DAKA til tyske Saria for et ukendt beløb. Modsat har man købt det tyske slagteri DS-Fleish og senest den sidste halvdel af Sokolow jvf. ovenfor. Forklaringen synes at være, at perifere forretninger skal sælges fra og kerneforretningen, slagterivirksomhed skal styrkes. En kuriositet er det dog, at man siden overtagelsen af DS-Fleish har mistet 15 % af slagtningerne til konkurrenter, og det forlyder, at faldet er fortsat. Vedrørende transportselskabet SPF er der det særlige, at selskabet kan lave kontrakter med danske smågriseproducenter og formidle dem til producenter, der så forsyner slagterierne DS-Fleish og Sokolow. Derfor giver det selvfølgelig mening at beholde SPF. 

Summen af frasalg, køb og indtjening er, at indtjeningen er utilfredsstillende, og at der mangler kapital, - i hvert fald i forhold til det udmeldte ambitionsniveau. En kapital som man har forsøgt at tilvejebringe ved dannelsen af et aktieselskab under andelsselskabet, indtil videre uden resultat. Kapitalgrundlaget skulle have været øget ved at præsentere en plan for investorer, der kunne overbevise disse om, at det rigtige ville være at investere i "Coca Cola" slagteriet. Hensættelserne på den ufordelte egenkapital i DC var derfor muligheden for selskabet, - den er at betragte som en ufrivillig finansiering fra andelshaverne. Andelshaverne skulle have brugt disse penge til at nedbringe dyr bankgæld. Går man skridtet videre kan man således sige, at også de landbrugstunge banker er udfordret af DC´s investeringer i udlandet. 

Alt dette bør DC´s landmandsvalgte bestyrelse vide.  Alle landmandsvalgte bestyrelsesmedlemmer sidder imidlertid med to kasketter på. De er blevet valgt af landmænd med troen på, at slagteriet med dem i bestyrelsen vil betale dem den bedst mulige notering. Det har de ikke gjort! Bestyrelsen har vurderet og valgt finansieringen af Sokolow for deres kollegers tilbageholdte penge over de sidste to år. Er Sokolow mod forventning virkelig noget som helst i nærheden af en Coca Cola forretning, så bør vi kunne forvente en udbetalt efterbetaling i området af det dobbelte i forhold til tidligere år. Det er utænkeligt.

Hvad angår paraplyorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F), så er denne organisation opdelt i to kamre. En landmandsdel kaldet primærbestyrelsen og en virksomhedsbestyrelse for associerede andelsselskaber. Primærbestyrelsen har ikke på noget tidspunkt kritiseret eller bare undret sig over nogle af ovenstående forløb i DC.  Man kigger på og hører efter. Skal jeres medlemmer også fremadrettet være en tag-selv-bank for DC og i givet fald hvorfor? Det er forventeligt ikke kun en nordjyde, der oplever en DC-ledelse, der er brovtende om egne fortræffeligheder og samtidig oplyser, at i Danmark er der ikke alvorlige problemer for os.  Kære primærbestyrelse, - vi er normalt ikke sippede nordenfjords, men det er respektløst. Vi andelshavere har uden garanti stillet kapital til rådighed for DC. Vi har bare ikke råd til at være kapitalgrundlag eller sikkerhedsnet for en kæmpe balance uden sikkerhed for merafkast til os ejere. Når man hører ledelsen forklare, hvor godt det hele er, og man tilmed er iderig på forretning, kan det ikke være noget problem, at andelshaverne får deres penge ud på aktier. DC skal have det fulde ansvar for kapitalgrundlaget, -aktieselskabet er jo lavet. Skal selskabet så bruge flere penge, må man gøre sig fortjent til det.  Det er den eneste mulighed for ligeværdighed og gensidig respekt. Samtidig kan det bane vejen for en tiltrængt organisatorisk forandring, der bestemt er behov for. Forventningen er, at aktionærer, hvis aktier falder i værdi, vil være mere aggressive end et repræsentantskab, der virker nødsaget til at tage ledelsens udmeldinger til efterretning.  L&F´s primærbestyrelse er stedet, hvor denne ændring skal spire.