Nyhedsarkiv » Danske producenter misser global prisfest

15.08.2014

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Sjældent har slagteriets og producenternes modstridende interesser været tydeligere. Der er prisfest på de globale kødmarkeder, og overalt i verden fejrer producenterne lige nu historisk høje afregningspriser, mens indtjeningen på slagterierne og forædlingsvirksomhederne er presset.

I Danmark er producenterne havnet mellem to stole. Vi har investeret mange hundrede millioner kroner i udenlandsk slagteri- og forædlingsvirksomhed, som ifølge meldingerne på kredsmøderne har det bedst, når kødpriserne er lave. Det kan måske forklare, hvorfor noteringen i Danmark er blandt de laveste i Europa, og prisfesten herhjemme er aflyst.

Men hvad så den dag, hvor prisfesten på de globale kødmarkeder er ovre, og forædlingsvirksomhederne igen får vind i sejlene? Når afkastet fra de mange hundrede millioner kroner, vi har investereret i udenlandsk slagteri- og forædlingsvirksomhed skal indkasseres, og pengene forhåbentlig vælter ind på Danish Crowns konto? Vil vi der opleve en dansk notering, der ligger langt foran konkurrenterne i resten Europa? Det skulle i så fald være første gang, det skete. 

Mit vigtigste parameter, når jeg skal bedømme slagteriernes økonomiske performance, er noteringen, og her har jeg meget svært ved at se det afkast og den gode forretning, vi hele tiden får at vide, de udenlandske investeringer er for svineproducenterne i Danmark. Danish Crown har alene i år investeret mange hundrede millioner kroner af landmændenes egne penge i udenlandske aktiviteter, men som det ser ud nu, ville det have været langt bedre, om pengene blot var blevet udbetalt direkte til ejerne.