Nyhedsarkiv » Vi forventer kapitalfond med lav rente

09.11.2016

Pressemeddelelse

- Vi er glade for, at pengene langt om længe kommer i spil i den kapitalfond til landbruget, der har været varslet en rum tid.

Sådan siger formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen som en reaktion på, at den længe ventede kapitalfond, Dansk Landbrugskapital, i dag er blevet præsenteret af erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), og som derfor nu endelig ser ud til at blive en realitet.

Der har tidligere været meldt ud, at fonden ville blive på 2 milliarder kroner. Et beløb der nu ser ud til at være reduceret til 1 milliarder kroner og uden en klar opbakning fra pensionskasserne, men uanset beløbets størrelse er det penge, som kan være med til at sætte gode og stærke investeringer i gang.

- Vi håber, at fonden kan være med til at løfte investeringer i gang, siger Henrik Mortensen.

Han frygter dog samtidigt, at kapitalfonden kommer til at stille krav om høje renter, hvormed fonden bliver mindre attraktiv og måske kun vælges af nød.

Derfor opfordres Kapitalfonden med de mange sikre statspenge i ryggen til ikke at deltage i overbudspolitikken på pengemarkedet, men i stedet tilbyde en fair, lav rente. Hvis ikke det sker, ser han en risiko for, at pengene ikke kommer i spil i det omfang, han kunne ønske.

- På den anden side håber vi i bedste fald, at landbrugets kapitalfond kan være med til at skab lidt øget mobilitet og konkurrence i den finansielle sektor, så det bliver lettere at skifte bank. Men desværre får det formentlig ingen betydning for bidragssatserne. Den nye, stærke 4-hjultrukne strategi fra Danish Crown kan dog også være med til at styrke bankerne udlånslyst til vores sektor.