Nyhedsarkiv » Forbruget af antibiotika til svin er faldet igen

14.11.2016

Pressemeddelse

Når den såkaldte Danmap-rapport for 2015 offentliggøres i morgen tirsdag den 15. november, vil den vise, at forbruget af antibiotika til svin er faldet endnu engang. Og det samtidig med, at svineproduktionen er stabil til svagt stigende.

Mens Danmap-rapporten for 2014 viste et fald i forbruget af antibiotika til svin på 5,6 procent, så vil den nye Danmap-rapport for 2015 vise et yderligere fald på 5,2 procent i forhold til året før.

Fra 2010, hvor den såkaldte gult-kort-ordning blev indført, og til og med 2015 er forbruget af antibiotika til svin faldet med i alt 18,8 procent. I perioden 2009-2015 er forbruget af antibiotika til svin endda faldet 21,3 procent.

Ydermere viser de nyeste tal fra Vetstat, at forbruget af antibiotika til svin i de første ni måneder af 2016 er faldet 2,4 procent.

- Allerede ved årets begyndelse havde vi opfyldt branchens 2020-mål om en reduktion i forbruget af antibiotika på 20 procent siden 2009. Vi er altså kommet i mål fire år før end beregnet, påpeger formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen.

- Til trods for, at vi i forvejen har meget lavt forbrug af antibiotika, når vi sammenligner os med andre store svineproducerende lande, så bliver de danske svineproducenter og dyrlæger dygtigere og dygtigere til at reducere brugen af antibiotika.

- Det er jeg meget stolt af, sider formanden, som samtidigt minder om, at hensynet til dyrenes sundhed velfærd altid bør komme forud for yderligere politiske mål om reduktioner af forbruget af antibiotika. 

 

Yderligere kommentarer ved henvendelse til
Formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen, tlf. 2089 0044

 

 

Figuren viser forbruget af antibiotika til svin i kg aktivt stof i perioden 2009-2015 (Kilde: Vetstat).