Nyhedsarkiv » Beklageligt, at sygehusdirektør benytter egne udfordringer til at oppiske unødig frygt for husdyr-MRSA

30.01.2017
I fredags meddelte Næstved Sygehus, at sygehusets neonatalafdeling var blevet lukket ned, og tre spædbørn placeret i isolation, fordi de var blevet smittet med en humantype MRSA.
 
Over for flere medier gjorde direktøren for Næstved Sygehus, Vagn Bach, det klart, at der ikke var tale om såkaldt svine-MRSA - altså MRSA af typen CC398 - og at den derfor »ikke er lige så ufølsom over for antibiotikabehandling«.
 
- Den udtalelse fremmaner et helt forkert billede af CC398 som den store, stygge ulv i forhold til de humane typer MRSA, og det værste af det hele er, at sammenligningen er i direkte modstrid med virkeligheden. Det er naturligvis under al kritik.
 
Sådan siger formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen, der henviser til den faglige viden om de forskellige typer MRSA.
 
Henrik Mortensen forklarer, at hvis man ser på CC398 i forhold til de øvrige typer MRSA, så er CC398 faktisk mindre resistent over for de typer antibiotika, man almindeligvis behandler mennesker med. Det er noget, som blandt andet fremgår med al tydelighed af Danmap-rapporten fra 2015.
 
- I hvert fald kan man ikke sige, at CC398 er mere resistent end de humane typer MRSA, påpeger Henrik Mortensen.
 
Formanden henviser desuden til Statens Serum Institut, hvor det fremgår, at »der ikke findes stafylokokker, der er resistente over for alle typer antibiotika« og »alle kan derfor sættes i behandling for infektioner, hvis antibiotika er påkrævet«.
 
Derfor beklager Henrik Mortensen, at sygehusdirektøren kommer med udtalelser, der er med til at skabe en ubegrundet og unødig frygt for CC398 i forhold til de øvrige typer MRSA.
 
- Udtalelserne kunne ligne et forkvaklet forsøg på at dække over de generelt stigende udfordringer med at håndtere importen af forskellige resistente bakterier i det danske sygehusvæsen fra det omgivende samfund og fra udlandet, som det fremgik af Danmap-mødet i år. Men uanset sygehusdirektørens motivation til at udråbe grisene som synderen i en situation, hvor han står med et helt andet problem, er det bare overordentligt uklædeligt, påpeger svineproducenternes formand.
 
- For os, der lever af svineproduktion er vi naturligvis kede af, hvis vi og vores medarbejdere bliver stigmatiseret i den øvrige befolkning på et så løst grundlag, som direktøren er ude med her, understreger Henrik Mortensen.
 
- Desuden er vi naturligvis kede af, at det ene danske medie efter det andet igen og igen stiller op med kritikløst mikrofonholderi i stedet for at forholde sig kritisk til såkaldte eksperters udtalelser og konfrontere dem med fakta, siger Henrik Mortensen.
 
 
 
Yderligere kommentarer ved henvendelse til
Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter, tlf. 20890044
 
**
Nedenstående tabel viser, hvor resistent henholdsvis CC398 og de øvrige typer MRSA er over for forskellige typer antibiotika. Den illustrerer samtidig, at der er typer af antibiotika, der er virksomme over for MRSA uanset type. (Kilde: Danmap 2015 side 124)