Nyhedsarkiv » Antibiotikagrænsen har nået smertegrænsen

31.05.2018

Pressemeddelelse

 
 
- Det er helt utilstedeligt, at Fødevareministeren vil stramme Gult Kort-grænserne igen. Det hører ingen steder hjemme at trække endnu flere krav ned over hovederne på danske svineproducenter, som i forvejen producerer grise med et af de laveste antibiotikaforbrug i verden.
 
Sådan siger formand for Danske Svineproducenter Torben Hauskov i kølvandet på fødevareminister Jacob Ellemann-Jensens udmelding om, at han nu vil stramme Gult Kort-grænserne endnu en gang.
 
- Derfor vil jeg nu gerne spørge ministeren, hvad han vil have, vi skal gøre? Ønsker han virkelig, at vi skal reducere produktionen af grise her i landet - med de konsekvenser, det vil medføre for beskæftigelse og eksportindtægter til landet? 
 
- Det er efterhånden den eneste udvej, jeg kan se, hvis vi fortsat skal passe vores grise anstændigt - og altså behandle dem, når de er syge – og det skal vi naturligvis, fastslår Torben Hauskov.
 
Han forklarer, at tidligere fødevareminister Esben Lunde Larsen besluttede at lade visse typer antibiotika som fx tetracyklin og colistin vægter tungere i regnskabet end tidligere, og desuden er der flere grise her i landet end tidligere: Alene fra 1. januar 2017 til 1. januar 2018 er der ifølge Danmarks Statistik sket en stigning i antallet af danske svin på 4,5 procent. 
 
- Hvis ministeren ikke tager højde for det, men bare lukker øjnene og kræver et samlet fald trods en stigende produktion, er det ganske enkelt ikke rimeligt. Husk på, at den produktion er en væsentlig bidragsyder til Velfærdsdanmark, påpeger han.
 
Formanden påpeger desuden, at officielle tal fra Vetstat viser et reduceret forbrug af antibiotika på mere end 12 procent fra 2014 til 2017.
 
- Og det synes jeg faktisk, ministeren skulle rose producenterne for i stedet for at straffe dem. For det viser jo, at vi har formået at sænke forbruget af antibiotika til noget, der allerede med udgangen af 2017 var meget tæt på 2018-målet.
 
Torben Hauskov betegner det som både ufagligt og gammeldags at se på et samlet forbrug af antibiotika til en dyreart i stedet for at tage højde for produktionens størrelse og vægtningen af de antibiotikatyper, der indgår i tallet.
 
- Fødevareministeren henviser til sin forgænger, Esben Lunde Larsens mål fra 2015 om at reducere forbruget af antibiotika til svin med 15 procent fra 2014 til 2018. I mellemtiden valgte Esben Lunde Larsen dog i foråret 2017 at ændre vægtningen af colistin med en faktor 10. Med andre ord opretholder Fødevareministeriet sit mål om en reduktion på 15 procent samtidig med, at man har gjort det sværere for de danske svineproducenter at opretholde målet. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, siger Torben Hauskov.
 
Ydermere betegner formanden det som henad en ”gratis omgang”, når Jacob Ellemann-Jensen nu har sat sig som mål at reducere forbruget af antibiotika med 30 procent fra 2009 t.o.m. 2018.
 
- Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at danske svineproducenter allerede har reduceret forbruget fra 2009 til 2017 med mere end 27 procent, og at der var tale om et fald i 6 ud af de 8 år. Det viser tal fra Vetstat. 
 
- Ministeren burde i stedet takke svineproducenterne for, at de allerede nu næsten har nået ministerens nyopfundne mål.
 
- Derfor hører det naturligvis ingen steder hjemme, at ministeren nu vil indføre krav, som endnu engang forringer vores mulighed for at konkurrere på lige vilkår med vores kollegaer i EU, siger formanden, som nævner, at fx en spansk gris, ifølge officielle tal fra EU, får cirka 10 gange cirka så meget antibiotika som en dansk gris. 
 
- Det er altså ganske urimelige og skævvridende krav, som ministeren med sit nye udspil opsætter for nogle af verdens dygtigste svineproducenter, som er væsentlige bidragsydere til Velfærdsdanmark, understreger Torben Hauskov.
 
Torben Hauskov tilføjer, at både landmand og dyrlæge risikerer at komme i karambolage med dyreværnsloven, hvis man sætter så store begrænsninger på brug af antibiotika, at syge dyr ikke kan behandles. 
 
- Det kan hverken landmanden eller dyrene leve med. Derfor skal vi naturligvis til enhver tid have lov at behandle syge dyr, og andet mener jeg heller ikke, at politikernes samvittighed kan bære, mener formanden.
 
Konsekvensen af ministerens udspil er, at man stiller nogle af verden dygtigste svineproducenter over for en umulig opgave, og det kan de ganske enkelt ikke være tjent med. 
 
- Politikerne burde påskønne det hestehoved, som danske svineproducenter ligger foran kollegaer i hele verden, i stedet for at påføre dem flere urimelige krav, som gør det sværere at være svineproducent i Danmark. Det er ganske enkelt ikke rimeligt.
 
Det var i MRSA-handlingsplanen i 2015, at den daværende fødevareminister ønskede forbruget af antibiotika i svineproduktionen sænket med 15 procent. Allerede dengang gjorde hele branchen opmærksom på, at det mål ikke er realistisk.
 
- Det skyldes ikke uvilje til hele tiden at gøre tingene bedre. Tvært i mod.
 
 
 
Ved yderligere information kontakt
Formand for Danske Svineproducenter Torben Hauskov tlf. 6154 0101
 
 
 
Her kan du finde de seneste tal for forbruget af antibiotika til svin i Danmark 
 
Her finder du sammenligninger mellem forbruget af antibiotika til grise i forskellige lande i EU. Opgørelsen viser blandt andet, at en spansk gris får cirka 10 gange mere antibiotika end en dansk gris