Nyhedsarkiv » Sundhedsstyrelsen: Resistente stafylokokker fra svin er ikke en trussel

30.08.2010

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Kun få timer før professor Hans Jørgen Kolmos i aftes leverede et af sine voldsomme angreb på dansk svineproduktion i et direkte interview i Tv-avisen, optrådte han på Syddansk Universitets konference, hvor han glædede sig over muligheden for at få en god konstruktiv debat med alle relevante aktører.
 
Det virker ærlig talt ikke som om, hverken professor Kolmos eller nyhedskanalen er særligt interesseret i at lægge ører eller sendetid til argumenter, der ikke bidrager til det skrækscenarie, som efterhånden er blevet en fast del af nyhedsbilledet. 
 
Både blandt deltagerne på konferencen og blandt lægerne i Sundhedsstyrelsen stilles der fortsat store spørgsmålstegn ved omfanget af den katastrofe, Hans Jørgen Kolmos mener at have fået øje på. Eksempelvis bekræfter overlæge i Sundhedsstyrelsen Tove Rønne over for Ritzau, at der muligvis er sket en lille stigning i antallet af smittede med de omdiskuterede stafylokokker, men at spredning blandt mennesker fortsat er et lille problem.
 
Danske Svineproducenter anerkender omverdenens bekymring for udvikling af resistente bakterier og samarbejder med myndighederne om at reducere antibiotikaforbruget, men vi mener det er unfair, at man i diskussionen konsekvent undlader at fortælle om den førerposition dansk svineproduktion har i forhold til konkurrenterne. Eksempelvis er antibiotikaforbruget i Danmark under halvdelen af tyskernes og kun en femtedel af hollændernes. Samtidig har vi cirka 10 gange mindre resistens end gennemsnittet i EU.

Vi mener ikke, at det giver mening at sige, at danske svineproducenter bare skal reducere deres antibiotikaforbrug med 20, 40, 60 eller 100 %. Lad os sætte nogle initiativer i gang, som vi håber og tror vil medvirke til at sænke forbruget, og lad os så se, hvor langt vi kan nå. Det er præcis det branchen nu har gjort i samarbejde med myndighederne ved for eksempel at bakke op om Gult-kort-ordningen.

Det er for nemt bare at mene alt det rigtige. En voldsom stigning i brugen af kritisk vigtige antibiotika til mennesker viser med at ønskelig tydelighed, at der er langt fra tanke til handling, når lægerne selv skal udvise handlekraft.