Nyhedsarkiv » Overvejelser om Danish Crowns fremtid

11.07.2011

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Kernen i den nuværende diskussion i Danish Crown er ikke, hvilken selskabsform man skal vælge. Selskabsformen beskriver den måde, ejerne er organiseret på og fremskaffer deres kapital på. Om det er andelsselskab eller aktieselskab er principielt forskelligt, men kan i praksis være ligegyldigt, hvis ikke man i aktieselskabet udnytter muligheden for at tage flere ejere ind.

Den skillevej man står ved i Danish Crown er, om man vil afgive indflydelse eller ej. Tror man, at man som svineproducent er bedst tjent med at være underleverandør til et selskab med vækstmuligheder qua dets nemmere adgang til kapital, eller tror man, at man er bedst tjent med at være en del af et fællesskab, som selv står for at gøre sine produkter salgbare, men som på grund af sværere adgang til kapital er begrænset i sine vækstmuligheder? Det er det, der er det reelle valg.

Når man skal beslutte sig for den ene eller den anden strategi, skal man huske at træde et skridt tilbage og anskue det lidt på afstand. Det kan ikke nytte, at man fravælger det bestående, fordi man mener, der er behov for nye koste, eller fordi systemet har nogle skønhedsfejl. Hvis ikke vi som leverandører kan mande os op til at få bragt de ting i orden i et selskab vi ejer 100 %, så skal vi ikke regne med at få indflydelse overhovedet i et selskab, vi kun ejer delvist.

En vigtig forudsætning i diskussionen er erkendelsen af, at man som dansk slagtesvineproducent i praksis producerer halvfabrikata. Før grisen er slået ihjel og hængt på kroge, har man ikke en frit omsættelig vare

Hvis vi beslutter at sælge den bestemmende indflydelse i vores virksomhed, for at vores virksomhed fortsat kan vokse, så skal det være fordi, vi mener, vi går en lysere fremtid i møde som underleverandører af halvfabrikata (levende svin) til en virksomhed, vi kun ejer delvist, fremfor at eje og kontrollere mindst et led mere i processen, så vi i stedet for at sælge slagtesvin på et marked med kun én køber kan udbyde kød til mange mulige købere.

Det, mener jeg, er den første og grundlæggende del af diskussionen, og så kan vi efterfølgende diskutere, hvor meget vi skal forædle selv, og hvor meget vi skal ekspandere i udlandet. Disse processer og projekter kan man roligt tage eksterne investorer med i, men jeg mener, der skal meget vægtige grunde til at afgive kontrollen med det led som sikrer, at vi fortsat slagter grise i Danmark, og at vi ikke hænger på en aftager, vi ikke selv kontrollerer.

Den beslutning vi træffer skal være optimal for os, som har investeret i slagtesvineproduktion i Danmark og som ejer slagteriet. Vi skal huske på, at vores fælles slagteri er et middel til at opnå gode priser for vores produkter og har kun som sådant en berettigelse. Det er ikke et fælles prestige- eller beskæftigelsesprojekt. Succesen skal kun måles på ejernes bundlinje.