VEZG-smågrisenoteringen er i dag uændret 44,00 €.
VEZG-smågrisenoteringen for 8-kilos grise er i dag uændret 26,40 €.

I kølvandet på den tyske slagtesvinenotering, som forblev stabil i onsdags, begynder smågrisemarkedet også at stabilisere sig. Usikkerheden blandt slagtesvineproducenterne er fortsat stor efter det kraftige prisfald i sidste uge, men det store udbud af smågrise kan nu igen afsættes – dog med en del besvær og til det nye, lavere prisniveau.

I Danmark er SPF-puljenoteringen torsdag uændret, mens Porc-Ex har sænket sine eksportnoteringer med 10 kr. I Holland falder smågrisepriserne med 1–3 euro (ca. 7–22 kr.), og i Spanien med 2 euro (ca. 15 kr.).

I den tyske svinebranche er der fortsat stor opmærksomhed på, hvordan man kan undgå en gentagelse af den store udbudspukkel omkring årsskiftet 2024/2025. Antallet af slagtninger ligger i øjeblikket 1–2 procent under niveauet fra sidste år, men bekymringen er fortsat betydelig, da både jul og nytår i år falder på hverdage, hvilket medfører færre slagtedage.

Efter sidste uges markante prisfald forventer markedsanalytikere nu en stabilisering på smågrisemarkedet uden yderligere prisfald. Historisk set plejer de sæsonmæssige prisstigninger at begynde i løbet af november.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter