Den tyske slagtesvinenotering falder i dag med 15 cent til 1,80 € pr. kg (13,41 kr.).
Nu gik det ikke længere. Den tyske omsætterorganisation VEZG er nødt til at nedjustere den tyske slagtesvinenotering markant i dag. Tyske slagterier klager over manglende impulser på det europæiske hjemmemarked. Slagterierne påstår at de europæiske forbrugere – på trods af det fine vejr – fortsat er meget tilbageholdende. Desuden er man ikke konkurrencedygtig på eksportmarkederne, da den tyske slagtesvinenotering ligger markant højere end slagtesvinenoteringerne i andre europæiske lande.
Som følge heraf aftager de tyske slagterier p.t. færre slagteklare grise. Udbuddet er således stort i forhold til slagteriernes efterspørgsel. Tyske omsættere har for tiden større problemer med at afsætte frie partier, da slagterierne simpelthen ikke er interesseret i at købe dem til den nuværende pris. Selvom det er et meget dårligt signal til markedet, var det således ikke muligt at undgå en nedjustering af den tyske slagtesvinenotering i dag.
Markedsinteressenterne satser nu på, at det europæiske marked igen kommer i balance med dagens nedjustering af den tyske slagtesvinenotering. Det er ikke usædvanligt, at det tyske marked først er nødt til at gå et skridt tilbage inden prisopsvinget fortsætter. Økonomisk set er det nye prisniveau på det tyske slagtesvinemarked langt fra at være tilstrækkeligt for de fleste tyske griseproducenter. Den tyske notering skal derfor fortsætte med at stige, hvis man ikke vil forstærke nedturen i den tyske griseproduktion.
På mellemlangt sigt er udsigten da heller ikke så dårlig. Mange markedseksperter forventer et fald i griseproduktionen både i Europa, USA og Kina i år. Det er den første gang i historien, at griseproduktionen falder samtidigt i disse tre regioner. Det burde resultere i markant højere grisepriser på verdensplan.
Venlig hilsen
Danske Svineproducenter