Den tyske slagtesvinenotering stiger i dag med 8 cent til 1,93 € pr. kg (14,38 kr.).
De prispositive tendenser på det tyske marked er blevet stærkere på det seneste. Udbuddet af slagteklare grise er lille og vil sandsynligvis fortsætte med at falde, da mange tyske griseproducenter har stoppet produktionen i de seneste måneder. Samtidig begynder priserne på kødmarkedet at stige lidt. Som resultat heraf er de fleste tyske markedsinteressenter forsigtigt optimistiske.
Slagtesvinenoteringerne i flere europæiske lande er allerede steget i de seneste uger. Desuden er der en klart opadgående pristendens på grisebørsen hos den tyske producentforening ISN. I fredags blev der solgt fire partier til 1,95 euro pr. kg, og i tirsdags fem partier til 2,00 euro pr. kg i gennemsnit. Markedseksperter forventer større prispositive impulser i den nærmeste fremtid, da ferietiden slutter i flere og flere tyske delstater i de kommende uger.
På grund af disse positive forventninger på markedet opjusterer den tyske omsætterorganisation VEZG den tyske slagtesvinenotering markant med 8 cent (ca. 60 øre).
Venlig hilsen
Danske Svineproducenter