Den tyske slagtesvinenotering stiger i dag med 7 cent til 1,32 € pr. kg (9,83 kr.).
Slagtesvinepriserne begynder at stige i næsten hele Europa. I Tyskland er udbuddet af slagteklare grise ikke særlig stort, da grisebestanden er faldet markant i de seneste måneder. Tyske omsættere mener, at der for tiden er op imod 30 procent tomme slagtesvinestalde i nogle tyske regioner. Samtidig er personalesituationen på slagterierne i forbindelse med corona mere stabil, og slagterierne kan således uden problemer udvide deres slagteaktiviteter.
Ikke desto mindre reagerede de store tyske slagterier med huspriser på noteringsstigningen i sidste uge. Slagteriet Tönnes er for eksempel helt uforstående over, at omsætterorganisationen VEZG hævede noteringen i sidste uge. Virksomheden skriver på deres agrablog, at man endnu ikke har set impulser på kødmarkedet og at man i øjeblikket således heller ikke kan opnå højere priser for grisekød. Desuden forventer slagteriet, at det vil tage noget tid inden man vil se prispositive impulser i restaurationsbranchen i forbindelse med lempelsen af corona-restriktionerne.
På den anden side har den tyske producentforening ISN en helt anden mening. Organisationen henviser til det lave udbud af slagteklare grise og at nogle omsættere/slagterier igen er interesseret i at købe yderligere slagtesvin. Slagteriernes huspriser har p.t. stort set ingen effekt, da disse kun gælder for slagtesvin uden kontrakt. De øvrige slagtesvin kan oftest afsættes i slagterier, som holder sig til den officielle tyske notering.
På grund af situationen på det tyske slagtesvinemarked hæver den tyske omsætterorganisation VEZG den tyske notering med yderligere 7 cent (52 øre) i dag. Statistisk set er det ikke usædvanligt, at priserne stiger markant i februar måned. Det er nu vigtigt, at priserne på det europæiske kødmarked følger med.
Venlig hilsen
Danske Svineproducenter