Beretning
Landsforeningen af Danske Svineproducenter
15. januar 2025
Jeppe Bloch Nielsen, formand

 

Velkomst
Velkommen til generalforsamling i Danske Svineproducenter. Det er dejligt at se så mange. Vi er godt 150 samlet i dag hvilket er historisk antal i min tid.

Jeg ser frem til en god debat, for det er jo det der flytter.

De sidste 2 år har på mange områder været begivenhedsrige.
Vi svineproducenter er blevet voldsomt udfordret af en historisk dårlig præstation fra de danske slagterier. Samtidig er smågriseeksporten buldret derudaf.
Det har betydet, at vi endnu engang har haft et spændende år i Landsforeningen. Både fagligt og politisk mener jeg vi har gjort en forskel for alle svineproducenter.
Aldrig har vi sagt nej til at forklare vores synspunkter i de skrevne eller elektroniske medier og det er ikke fordi vi er linselus.

Men fordi vi er stolte af vores erhverv.

Vores fejlmargen ville selv sundhedsvæsenet være misundelige over.

Vi ser frem til 2025

Vi har netop taget hul på et nyt år, og det giver anledning til at gøre lidt status. Både for os selv og vores egne bedrifter – men også generelt for vores erhverv.
2024 blev et turbulent år med høje smågrisepriser og for slagtesvin en fortsat historisk ringe konkurrenceevne.

Men nu tror vi på 2025.

Vi kan ikke sige 2023 eller 2024 uden at sige dårlig præstation på slagterisiden. Så dårlig, at det gav genlyd langt ud over landbrugets egne rækker og det har fyldt meget, også i medierne.

Det var da også baggrunden for et stormøde på Bygholm Landbrugsskole i oktober 2023, hvor en gruppe svineproducenter støttet af Landsforeningen bød ind til debat om Danish Crown. 350 svineproducenter mødte op.
Budskabet på mødet var ret klart: Der er brug for fornyelse.

Hvordan og hvorledes det skulle ske, blev efterfølgende drøftet. Selv om der er forskellige holdninger, er det min klare opfattelse, at Bygholm-mødet satte gang i en vigtig debat som efterfølgende har rykket nogle ting i den rigtige retning.

Det er netop sådan Landsforeningen ønsker at arbejde og påvirke udviklingen.
Vi siger tingene direkte og ærligt, vi tager debatten up-front og vi kæmper svineproducenternes sag og søger den politiske indflydelse.

Det gælder også når det er svært, når vi er i mindretal eller når folkestemningen går imod os.
Det er vigtigt at bringe sandheden og fagligheden i spil, så folkestemningen ikke løber løbsk på et forkert grundlag.

Det gælder på mange forskellige områder. Lige fra regler for dyretransport, dyrevelfærd og CO2-afgift. Hovedparten af befolkningen aner intet om alt dét, der sker i positiv retning på vores bedrifter, eller hvordan vi arbejder med de udfordringer, der er.

Lige netop her har Landsforeningen en vigtig rolle at spille for at få de rigtige budskaber ud over rampen, ikke kun til os selv men til hele befolkningen.

Landsforeningen fejrede 50-års jubilæum i 2024, og på mange måder er det fortsat de samme kampe, vi kæmper. Hvis det er nødvendigt, går vi op imod de etablerede systemer, og det har vi tænkt os at fortsætte med. Vi kæmper ufortrødent videre for jeres skyld.

L&F er fraværende
Endnu et år er gået hvor Landbrug & Fødevarer efter min mening har været fraværende i medierne. Hvor er Landbrug & Fødevarer, når vi i svineproduktionen mødes af usaglig kritik fra Dyrenes Beskyttelse og andre? Der er ofte tale om fake news, som ukritisk bliver båret frem af medierne, og vi savner opbakning fra Axelborg.

Hvor er vores kolleger i Landbrug & Fødevarer når mediemøllen kører og når dokumentarister angriber vores erhverv? Det er ikke godt nok at sende en ansat branchedirektør i front. Det er os der er valgt af vores kolleger som har pligt til at forklare den rette sammenhæng på troværdig vis.

Dyrenes Beskyttelse lægger sammen med Den Danske Dyrlægeforening maksimalt pres på politikerne. Avl, dødelighed, halekupering, fikserede søer og transport af smågrise med mere.

Det er nyt, at Den Danske Dyrlæge forening så åbenlyst går modstandernes ærinde. De puster til ilden på trods af, at de har været med hele vejen. Dyrlægerne er vores vigtige samarbejdspartner, så foreningens opførsel er bemærkelsesværdig.

Vi forventer selvfølgelig at blive udfordret på de områder, men vi forventer også at Axelborg kaster sig ind i kampen og forsvarer den faglige retning der er lagt og især de avlsmål der i 30 år har præget Danavl.

Vi er klar over, at Landbrug & Fødevarer bruger meget tid på at påvirke politikkerne og de gør deres bedste.

Det er bare ikke godt nok.
Medarbejderne kommer så tæt på Fødevarestyrelsen og Departementet at de bliver blinde for deres egentlige rolle de er ansat til. De engagerer sig for meget i det politiske spil.

Udfordringen er, at befolkningen får et forkert syn på os svineproducenter, når de forkerte påstande ikke tilbagevises med den store hammer.
Det er for kortsigtet at prioritere tiden udelukkende på det politiske lag.
Vi har tidligere set, hvad folkets pres kan gøre ved det politiske spil. Hvor kampen om stemmerne er vigtigere end fakta, det er trist, at det kun er Landsforeningen, der tager kampen offentligt, mens L&F bare er passiv til.
Landsforeningen har udelukkende fokus på at forbedre vores forhold, men den store organisation har mange flere kræfter. Vi savner, at de prioriterer anderledes og kommer mere ind i kampen.
Landbrug og Fødevarer har oprustet vildt med public affairs medarbejdere med tætte relationer til de politiske partier. Det betyder, at de har en hel gruppe af medarbejdere som er en del af en kerne der kender hinanden. De leger et spil på vores bekostning. De lækker oplysninger til hinanden og holder liv i et narrativ om, hvordan vi skal agere for ikke at få regeringen på nakken.

Efter den seneste dokumentar er det tydeligt, at presseafdelingen i L&F bestemmer mere end de folkevalgte.

Da det åbenlyst ikke har gjort en positiv forskel, er det måske tid til at spole tilbage!

Nedlæg – som den første store organisation – denne kunstige funktion. Skær ind til benet og lad landmænd præge den offentlige debat og stå i spidsen for forhandlingerne sammen med dygtige faglige medarbejdere.

Landbrug og Fødevarer Gris har givet op.
Landsforeningen ser også muligheder i en anden vej end den, L&F Gris har valgt.
L&F Gris har rullet den store skræmmekampagne ud til deres medlemmer efter den såkaldte dokumentarudsendelse på TV2. De siger, at branchen nærmest ikke har politisk lydhørhed, medmindre vi giver efter på en lang række områder.

L&F Gris lægger sig fladt ned.

  • De vil flytte på arealkravet til slagtesvin og smågrise.
  • Mere Danish-kontrol og skærpede sanktioner.
  • Tilfreds med 15 år til udfasning af kassestierne.
  • Mere obligatorisk uddannelse af medarbejderne.

Der er ingen grænser for, hvad vi skal rykke på nu, og den nye ordning med lange haler har pludselig ingen betydning i det politiske spil. Tidligere hørte vi, at det var vigtigt med lange haler, hvis vi ville undgå skærpede krav til slagtesvinene. Der skal mere til hele tiden – det bliver aldrig godt nok.

Med den linje der bliver lagt af Landbrug & Fødevarer, samt folketingets politikere er de med til at skabe MEGA landbrug. Den lille producent har ikke tid til at tingene skal gå så stærkt.

Bagefter kommer folketinget og fortæller hvor onde de store producenter er!

  • C02 afgift i 2030
  • Slut med fiksering i løbestalden i 2035
  • L&F bakker åbenlyst op om, at det er slut med kassestier i 2040

Den linje som L&F Gris lægger for dagen vil føre til en halvering af svineproduktionen i Danmark og det kan og vil vi naturligvis ikke acceptere.
Vi skal stå ved det vi gør.

Vise politikere og meningsdannere hvordan virkeligheden er i vores stalde. Vi skal have en bedre dialog med Den Danske Dyrlægeforening og stå fast på fakta.

NNF og 3 F må også udfordres. Den nuværende linje vil ødelægge dansk svineproduktion og fjerne mange arbejdspladser.
Det er også her svineproducenter skal stå frem i medierne og de skal ikke lade sig kue af kritik. Det er tydeligt, at alt for mange professionelle rådgivere på begge sider leger med budskaberne.

Fri sæt svineproducenten

Landsforeningen er ikke begejstret for den nye politiske dyrevelfærdsaftale, der er indgået af hovedparten af partierne i Folketinget.

Vi vender os imod øget kontrol, vi er i forvejen gennemkontrollerede på et vanvittigt højt niveau. Det er en gammeldags tankegang, at mere kontrol fører til noget godt. Er der enkelte, der ikke lever op til kravene, må fokus være på dem vi mener, at man når længst med rådgivning frem for straf.

Vi er ærgerlige over, at der ikke har været fokus på alt dét, danske svineproducenter i forvejen gør godt på dyrevelfærdsområdet.

Det er let at sige, at dyrene skal gå ude på en grøn græsmark, når man ikke har kendskab til forholdene i dansk svineproduktion og måske aldrig har set en moderne stald, der er indrettet efter grisenes trivsel og vækst.

Dyrevelfærdsaftalen kommer til at koste for erhvervet, og hvad nytter det hele, hvis resultatet ikke gavner grisen, og forbrugerne så bare køber svinekød fra andre lande.

Dødfødte skal ikke tælles med
Politikerne vil i aftalen finde løsninger på at gøre det bedre på pattegriseområdet. Enhver svineproducent vil som noget helt naturligt arbejde for at sikre en høj overlevelse.
Alt andet vil være tåbeligt, og i virkeligheden er fortællingen om, at pattegrisedødeligheden har været stigende over en årrække, falsk. Man skal nu engang leve, før man kan dø, og derfor skal de dødfødte pattegrise selvfølgelig ikke tælle med i nogen form for statistik, hvilket vi har sagt mange gange. Overlevelseslsesraten er plus 85 procent.

Når det bliver politisk bestemt, at vi skal have løse diegivende søer i farestalden, skal eksisterende anlæg som minimum have en overgangsperiode på 25 – 30 år. Det har Landsforeningen meddelt Ministeren og det havde vi i branchen aftalt i Vision 2050.

Hele haler
Flere grise med hele haler er et andet punkt, hvor Landsforeningen ikke er tilfreds med aftalens indhold.

Mange er allerede godt i gang, og der kuperes kun hale for at begrænse risikoen for halebid og mistrivsel.

Det nytter ikke at Danmark går enegang på det område, da det ikke kan forenes med det omsætningsmønster, vi kender.
Den eneste løsning er ensartet lovgivning i hele Europa. Kun et europæisk totalforbud mod halekupering kan sikre flere hele haler.

Vi er klar over dilemmaet ved at opkræve afgifter fra alle, men ved at bruge Svineafgiftsfonden og dermed bekendtgørelser åbner vi en ladeport som kan misbruges af politikkerne. De kan helt sikkert finde på mange flere stramninger som kan køres ind over Svineafgiftsfonden.

Det er en farlig vej

Faglighed skal i fokus
Blandt de få positive punkter er at de administrative forseelser adskilles fra dem, der har direkte betydning for dyrevelfærden.
Noget Landsforeningen har efterspurgt i mange år.

Vi ser positivt på, at man afskaffer den anden opfølgende kontrol, når tingene er bragt i orden, hvilket landmanden tidligere måtte finde sig i og ovenikøbet betale dyrt for til ingen verdens nytte.

Generelt må vi sige, at vi i Landsforeningen tror på vores kollegers kompetencer. Enhver svineproducent vil sikre dyrenes velfærd bedst muligt, det er jo vores faglige stolthed.
Overordnet er der ikke behov for yderligere regler!!!

Nye transportkrav på forkert grundlag

EU-regler sættes til side og der skøjtes let hen over tidligere domsafsigelser. De nye højdekrav for transport af smågrise handler udelukkende om, at man vil begrænse den danske svineproduktion.

Det tager vi den skarpeste tage afstand fra, og det sidste ord er ikke sagt i denne sag. Vi kan ikke acceptere, at der indføres tekniske handelshindringer i strid med EU-retten, og at man ser bort fra fakta og faglighed.
Det vil vi kæmpe imod.
En rapport fra Aarhus Universitet om forhold for smågrise under transport viser, at der ikke er problemer med de nuværende højdekrav. Det er tydeligt, at det handler om noget helt andet end grisens forhold under transport.
Sagen drejer sig om, at et politisk flertal med støtte af NNF og Dyrenes Beskyttelse ønsker at begrænse transporten af smågrise, og det kan og vil vi i Landsforeningen selvfølgelig ikke stå model til.
Vi eksporterer i et frit marked de danske slagterier halter håbløst bagefter på noteringen. Det er trist, hvis det koster slagteri-arbejdspladser, men i de senere år har det private Dane Pork-slagteri ved Randbøl ekspanderet kraftigt og skabt mange nye arbejdspladser. Samtidig samler Tican grise op fra Danish Crown.
For noget tid siden havde jeg besøg af Jacob Jensen i min egen stald, og her var det min opfattelse, at vi var mere på bølgelængde med dyrevelfærd samt svinetransporter angår.

Tilbage står jeg med spørgsmålet: Er Venstre stadig et parti, der kæmper de liberales interesser, eller løber man blot med på stemninger og følelser uden at skele til fakta? Og hvad sker der med de liberale tanker i forhold til varernes frie bevægelighed og den frie handel?
Vi undrer os!

Kæmper videre
Ud over Landsforeningen er der kommet kritiske høringssvar fra en række andre organisationer relateret til svineproduktion og transport.
Landsforeningen forventer, at kredsen i samlet trop vil kæmpe mod de nye krav, der efter vores mening er ulovlige og vil stille danske svineproducenter dårligere end deres kolleger i andre EU-lande.

Useriøs kritik fra NNF
Hvis det står så skidt til med dansk svineproduktion, som NNF giver udtryk for, så er vi jo ikke langt fra at vi må lukke og slukke. Så er det jo dét, vi skal forholde os til.

NNF-næstformanden, Jim Nielsen, er i årets lød citeret for at sige, at ”arbejdspladserne forsvinder, men vi sidder tilbage med stanken af gylle. Landmændene forventer opbakning fra den danske befolkning, der skal leve med stanken af gylle på markerne, døde fjorde og øde havbunde, en udpint natur og klimaforandringer”.

Så fik vi da lige det hele med. Man bliver helt paf over at blive kaldt en ”ussel forurener”, der er ligeglad med, at der forsvinder arbejdspladser på slagterier.

Jeg er selv til direkte tale, men det her er lige at gå til grænsen. Især i forhold til bemærkninger om arbejdspladser. Jeg har ikke meget tilovers for NNF’s organisationsfolk – men stor sympati med slagteriarbejderne og den situation, de befinder sig i.

Det er utrolig trist – men det var nødvendigt at tilpasse kapaciteten i Danish Crown. Vi er kede af, at der lukkes slagterier, men må jo konstatere at de to konkurrerende slagterier gør det godt.
Problemerne i Danish Crown er selvskabte. Det understreges jo også af, at vi for første gang i mands minde over en længere periode har haft tre forskellige slagtesvinenoteringer fra de førende slagterier i Danmark.
Danish Crown har i 2024 ikke engang været konkurrencedygtig på det danske marked.

Det er altså ikke smågriseeksporten som definerer Danish Crown’s konkurrencekraft.

Det er et faktum, at smågriseeksporten har været på et stabilt niveau i en lang periode siden 2017. Det handler om, at den samlede danske svineproduktion er for nedadgående, og faldet i produktionen er gået mest alvorligt ud over den mindst rentable produktionsgren.

At stigningen har været ekstra høj i 2024, er en naturlig konsekvens af slagterinoteringen. Selvfølgelig kan afregningen blive så ringe, at grisen kører derhen, hvor der er den bedste økonomi. Vi svineproducenter driver jo ikke en velgørenhedsorganisation.

Brug for handling
Vi skal have slagterierne i Danmark til at levere dét, vi har brug for. De skal blive bedre til at sælge varen og på niveau med andre lande. Det har der været meget snak om i årets løb.
Hvis vi skal have en stærk svineproduktion i Danmark, og det skal vi, kræver det nogle stærke og effektive slagterier, der kan sælge varen. Den europæiske efterspørgsel på vores produkter burde være, ligesom den er på smågrise. Dét, der er galt, er at slagterierne underpræsterer på salg.

Danske svineproducenter gør hver eneste dag en kæmpe indsats med at passe grisen. Vi gør det altid lidt bedre i dag end vi gjorde i går.

I 2024 udførte slagterierne ikke et godt arbejde.
Vi må ihvertfald konstatere, at resultaterne udebliver.

Derfor skal budskabet herfra endnu engang være, at der er brug for handling her og nu, for ellers forsvinder slagtegrisene fra de danske stalde, det er ikke en udvikling, vi ønsker.

Ny direktør i DC
I begyndelsen af juni kom nyheden om, at Jais Valeur stoppede som administrerende direktør for Danish Crown efter ni år på posten.

I Landsforeningen har vi længe ment, at der var behov for fornyelse i slagteriets ledelse, og den erkendelse er bestyrelsen endelig også nået frem til.

Vores håb var, at slagteriets nye direktør, ville have fokus på produktionen og slagteriets drift, for det er der i høj grad brug for.

Tiltrængt forandring i DC – vi venter spændt
Forandringens vinde blæser over Danish Crown, og vi venter spændt på, hvad den kommende tid vil bringe.

Det er glædeligt, at der sker ændringer hele vejen rundt. Ny ejerstruktur, færre ledelseslag, reformer, nye vedtægter, nye folk i bestyrelsen, formand med god erfaring og ny administrerende direktør i spidsen. Ikke så lidt lige på én gang, men rigtigt positivt og på høje tid med forandringer.

Fakta er jo desværre, at Danish Crown på noteringen stadig ligger markant lavere end de øvrige slagterier i EU, og at vi i gennemsnit er langt bagefter.

Det er voldsomt, og det må ikke være sådan.

Det var tankevækkende, da vi på Landsforeningens årlige bankseminar kunne høre markedsanalytiker Karsten Flemin fra Landbrug og Fødevarer, sige, at nu handler det mere om DC’s performance end om selve markedet. Det giver stof til eftertanke for enhver.

Den nye direktør Niels Duedahl og formanden Søren Schou har delt samme tanker som Karsten Flemin. Problemerne kan løses inde i Danish Crown. Der er en kulturel udfordring og et alt for stort hoved i forhold til konkurrenterne.

Heldigvis har vi to stærke alternativer, der bare buldrer frem. Tican og DanePork gør det godt, og selv om størrelsesforholdet er markant, er det positivt, at vi har en konkurrence og en mulighed for selv at vælge. Vi skal dog være bevidste om, at det kun er Danish Crown der kan drive en stigning i noteringen. Private virksomheder betaler ikke mere for grisen end de er nødt til.

Landsforeningen har haft et godt møde med den nye ledelse i Danish Crown. Vi bakker op om og tror på de store forandringer som er igangsat i Danish Crown.

Nej til afgift på biologiske processer
Gennem året har debatten om CO2-afgift i landbruget fyldt meget. Ingen skal være i tvivl om Landsforeningens holdning, den er soleklar. Vi siger nej til CO2-afgift på de biologiske processer.

Det giver absolut ingen mening, at vi som det eneste land i verden skal indføre en afgift på CO2 på de biologiske processer.

Vi kan ikke forstå, hvordan Landbrug & Fødevarer som repræsentant for os, kan sidde omkring bordet og nikke ja til noget som ingen lande i VERDEN har indført.
Det vil være ødelæggende for landbruget, og det vil jo bare betyde, at produktionen flytter til lande, som sandsynligvis belaster klimaet mere. I øvrigt er det vanvittigt, at man kun ser på, hvad landbruget tilfører af CO2 – og ikke på, hvad vi fjerner (på markerne). Vi er det eneste erhverv der har mulighed for at optage CO2 via fotosyntesen.
Det betyder dog ikke, at vi ikke vil forbedre klimaet. Det skal vi gøre ved at begrænse CO2-udslip i vores produktion med forskellige virkemidler, indsatser, omlægninger og initiativer, hvor der allerede er meget i gang. Den udvikling skal fortsætte – hånd i hånd med svineproduktionen.
Trepartsaftalen – et gigantisk bureaukratisk monster
Med treparts aftalen omkring landbrugets CO2-udledning bevæger vi os ud på et gigantisk skråplan, og det vanvittige ved det hele er, at det i sidste ende ikke vil få nogen gavnlig effekt på klimaet. For produktionen vil jo flytte til andre lande, som måske har et højere klimabelastning. Behovet for animalsk protein vil jo kun være stigende i de næste 50 år.

Det er helt ubegribeligt, hvordan Landbrug & Fødevarer kan være en del af noget, der bærer præg af politiske, kompromisser som slet ikke forholder sig til fakta. Jeg er skuffet over Landbrug og Fødevarer, som godt nok har arbejdet for et kompromis, men som er med i en aftale, der i bund og grund ikke gør noget godt for klimaet og som rører ved noget helt grundlæggende for vi landmænd.

Vi skal jo huske på, at Landbrug & Fødevarer ikke er et politisk parti, derfor er det problematisk, at organisationen er så indfedtet i det her, at man næsten ikke kan tro det.

Flagede på halv stang
Hjemme på Vigård hejste jeg flaget på halv stang, da jeg den 24. juni hørte om trepartens resultat.
Det her er helt galt. Det værste er næsten, at det betyder noget for vores selvværd og tro på fremtiden i landbrugserhvervet.
Vi får løkken om halsen, men vi får ikke lov at springe. I stedet trækkes vi stille og roligt ned i et søle af reguleringer, krav og bureaukrati med afgifter, tilskud og alt muligt, som er helt uoverskueligt. De vil styre os med dummebøder, mens vi kan kigge langt efter de politikere, der kæmper for vores liberale erhverv.
Jeg er en fri landmand, og jeg ønsker ikke at være til salg. Det her er et indgreb i ejendomsretten, og hvis de virkelig vil nedlægge dansk landbrug, var det bedre med en opkøbsordning.
Jeg blev rasende og lå søvnløs. Det har sat en masse overvejelser i gang af den grund er jeg ikke selvstændig svineproducent i 2030 – og det er af helt principielle årsager.
Når det er sagt tror Landsforeningen fortsat på dansk svineproduktion i fremtiden.
Det kræver dog, at den enkelte producent vil tilpasse sig og investere i de nødvendige forandringer. Det kan langt hen ad vejen sagtens lade sig gøre.

Landsforeningen vil kæmpe for vores eksistens med alle vores kræfter og yde den indsats der er nødvendig.

Vi har natur
Treparten er nået til enighed om, at landbrugets CO2-afgift skal begynde på 300 kr. pr. ton i 2030, og at den i 2035 skal lyde på 750 kr. pr. ton. De landmænd der gør en indsats for klimaet, kan dog få et fradrag på 60 procent.

Men virkeligheden er jo, at vi allerede gør meget hver eneste dag. De får det til at lyde som om, at vi intet gør, men vi udvikler og innoverer konstant. Vi bevæger os og er godt på vej, lad os fortsætte arbejdet med natur, skov, beplantninger og afvekslende landskaber. Kør en tur og se vores varierede landskab med marker, skove og hegn. De får det til at lyde som om, at vi ikke har noget natur af betydning i Danmark.

OK med afgift på det fossile
Landsforeningen er med på en CO2-afgift på de fossile brændstoffer i landbruget – men imod en afgift på dyr og biologiske processer, som kun Danmark vil have som eneste land i hele verden.
Det betyder enormt meget for os. Ikke blot økonomisk men også på det personlige og principielle plan.

Derfor kalder jeg konsekvent den politiske aftale for Den Sorte Trepart.

I bund og grund kan jeg ikke se, hvad det er, jeg som aktiv landmand skal lave om. Vi tager løbende al den nyeste teknologi ind, for at gøre det bedre – det har vi gjort i mange år. De unge er klar, danske landmænd er omstillingsparate, hvilket vi er kendt for. Vi gør meget for klima og miljø i vores branche.
Hvis det var skruet sammen således, at det ville begunstige mig rent økonomisk, ville jeg stadig være imod det. For det her hjælper jo ikke en døjt på den globale klimasituation.

Men det er måske heller ikke meningen.

Kvalifikation er vigtigere end køn
Landbrugsstyrelsen gav os en bunden opgave: Vi skulle indstille kandidater til en ny bestyrelse i Svineafgiftsfonden. Funktionsperioden for den daværende bestyrelse ophørte til oktober. Og det blev understreget, at fondsbestyrelsen er omfattet af ligestillingsloven, og der skal derfor indstilles lige mange mænd og kvinder til bestyrelsen.
Allerede her har jeg fået nok. For mig giver det på ingen måde mening, hvis køn skal tælle højere end kompetencer i en bestyrelse. Sådan er det jo også hjemme på min bedrift. Jeg er lige glad med, om det er en mand eller en kvinde, der passer mine grise – bare de er gode til det. Og på samme måde er jeg overhovedet ikke optaget af, hvilket køn medlemmerne i Svineafgiftsfonden har.

I øvrigt er jeg bekymret for Svineafgiftsfonden. Vi får ikke mange promillepenge mere, som nu går til andre formål. Vel og mærke vores penge. Og nu vil de så blande sig i, om der er mænd eller kvinder i bestyrelsen. Det er skudt helt ved siden af. Igen må man sige, at fagligheden har ringe kår.

Stemmen fra staldgangen
Da Landsforeningen af Danske Svineproducenter fejrede sit 50-års jubilæum på Bygholm Landbrugsskole den 14. juni 2024, skete det i en tid, hvor der var et enormt pres på svineproduktionen, både politisk, blandt meningsdannere og i befolkningen.
Foreningen blev stiftet af en gruppe svineproducenter, der savnede at blive hørt af de etablerede organisationer, og de mente ikke, at deres erhvervsmæssige interesser i tilstrækkelig grad blev varetaget. Landsforeningen var foregangsmænd for krydsningsproduktionen.
I har sikkert fornemmet, at kampen stadig kører og understreger foreningens berettigelse. Vi kæmper stadig en kamp mod systemet, hvor beslutningstagerne befinder sig langt væk fra vores virkelighed, og hvor det kniber med forståelsen for vores erhverv.  Vi kan konstatere, at der fortsat er brug for en forening som vores.
Vi er en forening, hvor vi siger tingene højt og direkte, uden nogen form for afhængighed og uden skelen til, om det nu også er politisk korrekt og passer ind i en bestemt sammenhæng. Der er stadig brug for den direkte stemme fra staldgangen.
Når jeg taler med svineproducenter, der var med i de første år af foreningens historie, kan jeg høre, at det stort set er de samme kampe, der kæmpes og langt hen af vejen de samme udfordringer, vi står med. Der er brug for os, for vi er med til at skubbe udviklingen i en retning, der gavner den aktive svineproducent, der vil fremdrift og udvikling på et højt fagligt niveau.

Fortælling om de 50 år
I forbindelse med jubilæet har Landsforeningen udgivet et særnummer af sit medlemsblad, hvor udviklingen for dansk svineproduktion gennem de 50 år er beskrevet af journalist og tidligere dagbladsredaktør og højskoleforstander Bøje Østerlund.
Gennem artikler har han beskrevet, hvad der er sket i svineproduktionen, siden foreningen blev stiftet den 25. juli 1974, og han har præsenteret de forskellige formænd og deres indsatser.
Med i udgivelsen følger desuden en fortælling om dansk svineproduktion. Bøje Østerlund reflekterer over en producentforenings rolle i politisk, samfundsøkonomisk og historisk perspektiv.
Fortællingen kommer ind på, hvorfor Landsforeningens position i foreløbigt 50 år som ”hasebidere” har været en demokratisk nødvendighed.

Podcast med nøglepersoner
I anledning af jubilæet er der lavet en række podcasts med nøglepersoner inden for svineproduktionen gennem de sidste 50 år. Her kan man høre deres oplevelser og fortællinger om en tid med store forandringer.

Jubilæumsblad og podcast kan findes på Landsforeningens hjemmeside.

Afslutning
Vi gør det supergodt i dansk svineproduktion, og det skal vi huske hinanden på.
Landsforeningen er sat i verden for at skabe de bedste vilkår for vi svineproducenter.
Vi finder os ikke i tåbelige regler, bureaukrati og uens regler i EU. Vi er medlemmernes talerør fra staldgangen, og vi har hånden på kogepladen.

Vi lever op til vores slogan: ”Mod til at mene – vilje til at handle”. Det rammer kort og præcist, hvad vi står for.

Tøv ikke med at kontakte os – enten i bestyrelsen eller sekretariatet.

Tak for et godt samarbejde i bestyrelsen, det er superfedt, at vi ikke altid er enige. Det er derfor, vi flytter noget.

Tak for indsatsen i sekretariatet og tak for jer medlemmers opbakning.

Husk uden medlemmer ingen Landsforening!!

KUN DØDE FISK FØLGER STRØMMEN