Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret 1,45 € pr. kg (ca. 10,80 kr.).

Efterspørgslen stiger på det tyske marked for slagtesvin, men impulserne er endnu ikke tilstrækkelige til at udløse en noteringsstigning. I tirsdags blev der solgt to partier slagtesvin på ISN’s grisebørs til en gennemsnitspris på 1,48 euro (ca. 11,03 kr.). Det er 2 cent (ca. 15 øre) mere end i sidste uge og afspejler slagteriernes stigende interesse for at sikre sig yderligere partier.

Samtidig kan det konstateres, at der formentlig ikke ligger væsentlige mængder grisekød på frostlagre i Tyskland. Ved udgangen af 2025 lå lagerbeholdningerne 3 % under niveauet året før, og sammenlignet med 2022 er der tale om et markant fald på 46 %. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at lagrene ved udgangen af sidste år blev nedbragt i forbindelse med julesalget, hvor de normalt opbygges.

Det understøtter vurderingen af, at der er potentiale for en markant stigning i slagtesvinenoteringerne i de kommende måneder. Frem mod afslutningen af karnevalssæsonen forventes priserne i Tyskland dog fortsat at være stabile. Karnevalssæsonen slutter allerede på onsdag i næste uge.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter