Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret 1,50 € pr. kg (ca. 11,18 kr.).
Det tyske slagtesvinemarked fortsætter med at stabilisere sig. Med den aktuelle hedebølge ventes udbuddet af slagteklare grise at falde markant i de kommende dage, og det underliggende pres på markedet ventes dermed at aftage yderligere. Ifølge tyske omsættere kan der allerede konstateres faldende gennemsnitlige slagtevægte.
Den tyske landbrugspræsident Joachim Rukwied beskriver den samlede situation i Tyskland som kritisk. De fleste tyske griseproducenter producerer aktuelt med tab. Foreløbig ser han ingen tegn på en snarlig bedring, hvilket giver anledning til stor bekymring.
Den igangværende fodbold-VM i USA, Canada og Mexico har heller ikke givet de ventede impulser til efterspørgslen efter grillkød. De sene kamptidspunkter nævnes som en mulig forklaring.
Rukwied vurderer, at der er behov for mindst 200 mio. euro, svarende til ca. 1,5 mia. kr., i støtte til smågriseproducenterne, hvis Tyskland vil fastholde sin griseproduktion. Samtidig vil det kræve milliardbeløb i euro, hvis den tyske griseproduktion skal omstilles til højere dyrevelfærdsstandarder. Ifølge Rukwied kan denne omstilling ikke finansieres gennem markedet alene.
På ISN’s grisebørs blev der solgt to partier slagtesvin i fredags og yderligere to partier i tirsdags til 1,52 € pr. kg (ca. 11,32 kr.). Der forventes en fortsat stabil prisudvikling i de kommende uger.
Venlig hilsen
Danske Svineproducenter
