Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret 1,95 € pr. kg (ca. 14,53 kr.).
Der er ikke sket meget på det tyske slagtesvinemarked i de seneste uger. Udbuddet af slagteklare grise passer fint til slagteriernes efterspørgsel, og markedet er således i balance.
Med sommerens afslutning og en gradvis normalisering efter ferieperioden i flere europæiske lande befinder kødmarkedet sig i en overgangsfase. Forbrugerne vender hjem, grillsæsonen går på hæld, og dagligvarekæderne tilpasser sortimentet herefter. Nogle tyske markedsinteressenter mener, at de tilbagevendende feriegæster kan give et løft til priserne på det tyske kødmarked.
På ISN’s grisebørs blev slagtesvin handlet til 2,02 euro pr. kilo (ca. 15,05 kr.) i fredags og til 2,00 euro (ca. 14,90 kr.) i tirsdags. Det er fortsat fem til syv cent – svarende til 37-52 øre – over den officielle notering og vidner om et stabilt tysk slagtesvinemarked.
Som situationen p.t. ser ud, tyder intet på faldende priser i den nærmeste fremtid. Tværtimod. Nogle tyske omsættere forventer endda et faldende udbud af slagtesvin i den nærmeste fremtid, hvilket kan åbne for prisstigninger.
Venlig hilsen
Danske Svineproducenter
