Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret 1,95 € pr. kg (ca. 14,53 kr.).

Udbuddet er lille og efterspørgslen stor på det tyske slagtesvinemarked for tiden. Slagteklare grise kan således afsættes uden problemer, mens tyske slagterier er nødt til at gøre en stor indsats for at fylde deres slagtekapaciteter.

Som resultat fortsætter priserne med at stige. På ISN’s grisebørs blev alle tilbudte partier slagtesvin solgt til 2,08 euro (ca. 15,50 kr.) i gennemsnit i fredags og yderligere fire partier slagtesvin til 2,11 euro (ca. 15,72 kr.) i tirsdags.

Der er også stor efterspørgsel på kødmarkedet lige nu, hvilket gør det muligt at få bedre priser på grisekød. Sortimentet er blevet tilpasset til forårets efterspørgsel, og salget af grillprodukter er med til at holde efterspørgslen høj. Alt i alt er købsinteressen for kød i Europa større end den har været de seneste uger. Samtidig går eksporten til lande uden for Europa stadig godt og stabilt.

Efter den store stigning på i alt 23 cent (1,72 kr.) inden for to uger tager den tyske slagtesvinenotering imidlertid et pusterum i denne uge. Den tyske slagtesvinenotering er i dag således uændret 1,95 € pr. kg (ca. 14,53 kr.).

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter