Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret 2,20 € pr. kg (ca. 16,39 kr.).
Slagtesvineudbuddet er ikke stort på det tyske marked for tiden, og det er p.t. ikke nemt for omsætterne at dække slagteriernes efterspørgsel. Efter forlydender er der ikke opstået en udbudspukkel på det tyske slagtesvinemarked i forbindelse med de seneste helligdage.
På kødmarkedet stiger efterspørgslen efter grisekød i forbindelse med aspargessæsonen og den forsinkede start på grillsæsonen. Imidlertid ikke for alle produkter. For eksempel påstår de store tyske slagterier, at prisniveauet for biprodukter stadig ikke lever op til forventningerne.
I denne uge er de prispositive impulser fra kødmarkedet derfor ikke endnu tilstrækkelige til en prisstigning på det tyske slagtesvinemarked, og den tyske slagtesvinenotering er således uændret i dag.
Venlig hilsen
Danske Svineproducenter