Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret 2,20 € pr. kg (ca. 16,39 kr.).

Langfredag og anden påskedag er helligdage i Tyskland, mens Skærtorsdag er en almindelig arbejdsdag. Der manglede altså to slagtedage i Tyskland i de sidste to uger, og udbuddet af slagteklare grise er således tilstrækkeligt til at dække slagteriernes efterspørgsel.

Tyske slagterier konstaterede impulser i efterspørgslen på kødmarkedet i forbindelse med påske, men disse impulser var mindre end man forventede. Slagteriet Tönnies påstår endda, at det nuværende prisniveau er for højt på det tyske slagtesvinemarked, da efterspørgslen i forbindelse med påske ikke levede op til forventningerne.

Påsken lå meget tidligt i år og vejret var ikke varmt nok til at sætte grillsæsonen i gang. Det er nu på høje tid, at vejret bliver bedre og grillsæsonen starter for alvor. Heldigvis ser vejrudsigten lovende ud i Tyskland. Fra weekenden forventer man varmere temperaturer og sommerligt vejr.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter