Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret 2,30 € pr. kg (ca. 17,14 kr.).
Der er stadigvæk lidt prispres på det tyske slagtesvinemarked. De store tyske slagterier klager fortsat over dårlig afsætning på kødmarkederne og dårlige avancer. Ifølge slagterierne er priserne på kødmarkedet faldet i samme omfang som på det tyske slagtesvinemarked i de seneste uger. Dvs. den oprindelige markedssituation har således ikke ændret sig på trods af den markante nedjustering af den tyske slagtesvinenotering i forrige uge.
Derudover strejkede medarbejderne på tre tyske slagterier i mandags, fordi deres fagforening ikke kunne blive enig med Vion om en ny overenskomst. I disse regioner mangler der derfor en slagtedag, og udbuddet af slagteklare grise stiger således i forhold til slagteriernes efterspørgsel.
De store tyske slagterier har i det hele taget ikke stor interesse for at købe yderligere frie slagtesvinepartier for tiden. På ISN’s grisebørs blev der kun solgt et slagtesvineparti til 2,30 euro (ca. 17,14 kr.) i fredags og et yderligere slagtesvineparti til samme pris i tirsdags.
På trods af prispresset holder den tyske omsætterorganisation VEZG den tyske slagtesvinenotering stabil i dag.
Venlig hilsen
Danske Svineproducenter