Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret på 1,60 €/kg (ca. 11,92 kr.).
Der er ingen ændringer på det tyske slagtesvinemarked. Udbuddet af slagteklare grise er steget lidt på det seneste, men er stadig i balance med slagteriernes efterspørgsel. På auktionen på ISN’s svinebørs var der heller ikke prisændringer i denne uge.
Det tyske kødmarked er også stort set stabilt. Nu hvor sommerferien er slut, kommer turisterne tilbage, og efterspørgslen stiger lidt. Ved starten af en ny måned håber branchen også på lidt mere gang i markedet. Men kødhandlerne siger stadig, at det er svært på de internationale markeder, at konkurrencen er hård, og at det er svært at få højere priser igennem ved salg.
De endelige tal fra den tyske husdyrtælling, som blev offentliggjort i denne uge, bekræfter, at strukturudviklingen i den tyske svineproduktion fortsætter uden tegn på opbremsning. I maj 2026 var der omkring 700 færre bedrifter end året før, hvilket svarer til et fald på 4,6 procent. Antallet af slagtesvin lå stort set uændret i forhold til året før med en stigning på 0,2 procent, mens sobestanden faldt let med 0,2 procent.
Den vedvarende svage økonomi får den tyske producentforening ISN til at forvente, at endnu flere bedrifter må lukke inden næste optælling. Ifølge ISN’s beregninger taber bedrifterne i øjeblikket i gennemsnit omkring 40 euro per gris, svarende til cirka 300 kroner, når man ser smågrise- og slagtesvineproduktion samlet.
Da situationen på det tyske slagtesvinemarked er stabil for tiden, forventes der ingen ændringer i noteringen i de kommende uger.
Venlig hilsen
Danske Svineproducenter
