Den tyske slagtesvinenotering er i dag uændret 1,60 € pr. kg (ca. 11,92 kr.).

Situationen på det tyske marked for slagtesvin har ikke ændret sig væsentligt siden sidste uge. Udbuddet af slagteklare grise er fortsat omfattende, mens slagteriernes efterspørgsel er stabil. Samtidig begynder efterspørgslen efter svinekød langsomt at tage til.

Også i Tyskland er udbruddet af Afrikansk Svinepest (ASF) i Spanien et af de dominerende emner. Markedsaktører frygter, at endnu større mængder spansk svinekød vil blive rettet mod det europæiske marked i de kommende uger, hvilket kan øge prispres­set yderligere. Timingen og placeringen – midt i et presset marked og i en af Spaniens centrale svineproduktionsregioner – kunne næppe være mere uheldig.

På den anden side synes den regionaliseringsaftale, som Spanien for få uger siden indgik med Kina, at holde. Det betyder, at Spanien fortsat kan eksportere svinekød til Kina fra de regioner, der ikke er ramt af ASF. På denne tid af året er den kinesiske efterspørgsel typisk høj op mod det kinesiske nytår.

De kinesiske straf­takster på europæisk svinekød havde allerede inden ASF-udbruddet i Spanien medført et øget udbud og prispres på det europæiske marked. Situationen er derfor blevet skærpet, men tilsyneladende ikke i det omfang, mange først frygtede.

Ifølge beregninger fra en tysk landbrugsorganisation har de nuværende priser store konsekvenser for økonomien i tysk svineproduktion. Slagtesvineproducenterne forventes at have et tab på ca. 6 euro (omkring 45 kr.) pr. slagtesvin, mens soholdere står over for et årligt tab på ca. 361 euro (ca. 2.700 kr.) pr. so. En yderligere sænkning af noteringen ville være katastrofal og kunne få endnu flere tyske producenter til at forlade erhvervet.

Samtidig giver importstop i flere tredjelande for spansk svinekød nye afsætningsmuligheder for andre europæiske lande som Holland og Danmark. Det kan medvirke til at aflaste det europæiske marked. Den samlede efterspørgsel på verdensplan vil næppe ændre sig væsentligt, men varerne skal omdirigeres.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter