Den tyske slagtesvinenotering falder i dag med 10 cent til 1,50 € pr. kg (ca. 11,18 kr.).

Prispresset på det tyske marked for slagteklare grise fortsætter ufortrødent. Især de store tyske slagterier lægger et massivt pres på markedet ved højlydt at klage over vanskelige afsætningsmuligheder på eksportmarkederne.

Ifølge den tyske producentforening ISN har flere slagterier reduceret slagteaktiviteterne eller endda aflyst hele slagtedage for at lægge yderligere pres på markedet. På auktionen på ISN’s grisebørs blev der ikke solgt nogen grise i den seneste slagteuge.

For de tyske svineproducenter er det nuværende prisniveau katastrofalt. Ifølge beregninger fra delstaten Niedersachsen ville en notering på 1,83 € pr. kg (ca. 13,63 kr.) være nødvendig for at dække de gennemsnitlige produktionsomkostninger i den tyske svineproduktion.

Det betyder, at underskuddet i den tyske svineproduktion i sidste uge beregningsmæssigt udgjorde 14,5 mio. € (ca. 108 mio. kr.) på blot én uge. Hertil kommer, at noteringerne normalt ligger på et højt niveau på denne årstid, og at producenterne typisk opnår overskud. Et lille lyspunkt er dog, at grisemarkedet i Spanien har vist en svagt stigende tendens gennem de seneste tre uger.

Som følge af det massive prispres fra slagterierne er den tyske omsætterorganisation VEZG i dag nødt til at nedjustere den tyske notering med 10 cent (ca. 75 øre). Markedseksperter forventer, at denne priskorrektion vil bidrage til en stabilisering af markedssituationen i de kommende uger.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter