Den tyske slagtesvinenotering falder i dag med 10 cent til 1,60 € pr. kg (ca. 11,92 kr.).

Udbuddet af slagtesvin i EU stiger som sædvanligt i efteråret. Normalt passer det større udbud fint sammen med den øgede efterspørgsel op mod jul og nytår. I år ligger udbuddet dog 3–5 procent over niveauet fra sidste år, og samtidig er eksporten til Kina stort set gået i stå. Det betyder, at markedet for svinekød er mere mættet end normalt.

Slagtesvinenoteringer i hele Europa kommer derfor under pres. F.eks. faldt noteringerne med 75 øre i Danmark i torsdags, mens noteringen i Holland blev nedjusteret med 6 cent (ca. 45 øre). I Tyskland holdt noteringen stand i sidste uge, men omsætterorganisationen VEZG er nu nødt til at give efter og sænke noteringen med 10 cent (ca. 75 øre) i dag.

Ud over prisudviklingen fylder salget af de tre Vion-slagterier i Sydtyskland fortsat meget i den tyske grisebranche. På et arrangement mandag tilbød Clemens Tönnies, at han straks vil træde tilbage fra sin egen aftale om overtagelse, hvis konkurrenten Westfleisch forpligter sig til at købe alle tre slagterier. Formålet er at få gang i den fastlåste salgsproces.

Udmeldingen kom uventet, men flere forbehold består: Kartelmyndighederne skal godkende en sådan overtagelse, hvilket ikke er givet, da Westfleisch allerede har en stærk markedsposition. Derudover skal sælgeren, Vion Food Group, tage stilling til forslaget og eventuelt forhandle en ny kontrakt på plads.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter