Den tyske slagtesvinenotering stiger i dag med 8 cent til 2,08 € pr. kg (15,50 kr.).

Som forventet begynder den tyske slagtesvinenotering også at stige. Udbuddet af slagtesvin er ikke stort på det tyske marked efter den markante nedgang i den tyske svineproduktion i de seneste år. Samtidig stiger efterspørgslen fra slagterierne, som efterhånden retter fokus på den kommende grillsæson.

På ISN’s grisebørs blev der solgt fem partier til 2,09 euro (ca. 15,57 kr.) i fredags og yderligere fire partier til 2,16 euro (ca. 16,09 kr.) i gennemsnit i tirsdags. Specielt salgsprisen på 2,16 euro (ca. 16,09 kr.) i tirsdags var opsigtsvækkende, da den allerede indikerede en noteringsstigning i dag efter otte uger med en stabil notering.

Statistisk set plejer den tyske slagtesvinenotering at stige markant i løbet af februar. Det er sandsynligt, at vi vil se en lignende prisudvikling i år. For det første er slagtesvineudbuddet i Europa lille i sammenligning med tidligere år og det vil næppe stige i de kommende måneder. For det andet beretter tyske markedsinteressenter om tomme frysehuse og at der ikke er meget grisekød på lager.

Desuden indikerer de stigende smågrisenoteringer, at de fleste markedsinteressenter også forventer stigende slagtesvinenoteringer i de kommende uger. Ifølge de nyeste beregninger havde tyske slagtesvineproducenter et underskud på ca. 27 euro (ca. 200 kr.) pr. slagtesvin i gennemsnit i sidste uge. Noteringen skal således fortsætte med at stige for at dække produktionsomkostningerne.

Alt i alt kan slagteklare grise afsættes uden problemer på det tyske marked for tiden. Kødmarkedet er stabilt og man forventer prispositive impulser fra kødmarkedet i de kommende uger. De fleste markedsinteressenter er derfor optimistiske og tror, at den tyske slagtesvinenotering vil fortsætte med at stige i de kommende uger. Noteringerne i de fleste andre europæiske lande er allerede steget i de seneste uger.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter