I løbet af denne weekend havner en ny udgave af Svineproducenten i din postkasse og giver masser af læsning i ferietiden.
Noget af det, du får mulighed for at dykke ned i i sommervarmen, er vores seneste medlemsundersøgelse, som vi gennemførte i marts, og hvor du måske endda selv valgte at deltage i. Tak til jer, der valgte at deltage.
– Økonomisk set klarer jeg mig godt.
Dette udsagn var over halvdelen af de adspurgte svineproducenter enten enige eller meget enige i. Det, selvom undersøgelsen blev gennemført lige inden opsvinget på både smågrise- og slagtesvinemarkedet. Undersøgelsen viser også, at der var optimisme hos smågriseproducenterne men knap så meget hos slagtesvineproducenterne, hvoraf nogle allerede havde planlagt at reducere eller stoppe produktionen.
Hvis du ikke har modtaget den fysiske version af bladet endnu, har du allerede nu mulighed for at smugkikke i bladet ved at klikke her eller her
Klima og bæredygtighed er kommet på landbrugets dagsorden, og det er formentlig et emne, der er kommet for at blive. Derfor fylder det meget i det nye nr. af Svineproducenten.
Blandt andet kan du læse Tom Axelgaards spændende beretning om Goodvalleys (tidligere Poldanor/Axzon) vej til klimaneutralitet. Det er blot en del af en fyldig reportage fra Landsforeningens møde om bæredygtighed, som vi holdt den 27. maj.
Især de af jer, der ikke selv kunne være til stede, har derfor mulighed for at indhente det forsømte ved at læse budskaberne om klimavenlighed og bæredygtighed fra direktør Christian Fink Hansen, Seges Svineproduktion, salgsdirektør Lars Albertsen, Danish Crown, og professor ekspert i FN’s bæredygtighedsmål Steen Hildebrandt. Endelig giver fire svineproducenter deres mening til kende om, hvad de fik ud af mødet, og det er omdrejningspunktet for ”Blækhuset” på side 4, hvor det denne gang er Kenneth Øster, der har ført pennen.
I lederen samt i et debatoplæg opfordrer vi til, at I deltager i den meget vigtige debat om, hvordan vi skal holde vores store, dominerende andelsslagteri, Danish Crown, til ilden, – virksomheden, der har så afgørende betydning for os alle.
Som sædvanligt har du også mulighed for at læse den seneste markedskommentar, der denne gang melder om udsigt til rekordpriser.
Vidste du for resten, at du som medlem altid har mulighed for at downloade alle udgaver af Svineproducenten via LaDS hjemmesides medlemsdel ”For Medlemmer” -> ”Svineproducenten”.
Hvis du mod forventning ikke får Svineproducenten leveret i postkassen i denne weekend, så tøv endelig ikke med at give sekretariatet besked på info@danskesvineproducenter.dk eller på tlf. 7025 8070.