Hvornår skal landmændene undskylde for dinosaurernes udryddelse?

Af Anne Jensen, bestyrelsesmedlem Danske Svineproducenter

 9. september 2026

Hver eneste gang jeg åbner min telefon, synes der at være kommet en ny beskyldning mod landbruget.

Miljøet. Kvælstoffet. Drikkevandet. Praktikanterne. Og for Guds skyld – grisene. Der går efterhånden ikke mange dage, uden at landbruget endnu en gang bliver gjort til skurken i en ny historie.

Man siger, at hvis en løgn bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange, begynder folk til sidst at tro på den. Og nogle gange kan jeg næsten selv blive i tvivl: Er det virkelig dyremishandling, jeg praktiserer de fleste af døgnets lyse timer?

Men nej.

Mod alle odds er jeg stadig pavestolt. Stolt af min bedrift. Stolt af mine folk. Stolt af det arbejde, vi udfører 365 dage om året. Og tro det eller lad være: Jeg er sågar tosset stolt af mine kassestier i farestalden. Fordi jeg ved, jeg kan til hver en tid holde en lavere dødelighed, når mine søer har beskyttelsesbøjler under diegivning.

For jeg ser ikke det billede af dansk landbrug, som igen og igen bliver tegnet i medierne. Jeg ser mennesker, der knokler. Jeg ser faglighed, ansvar og omsorg. Jeg ser medarbejdere, der kender dyrene og reagerer, når noget ikke er, som det skal være. Jeg ser landmand, som går rundt i overalls sent og tidligt, og ikke mindst juleaften når foderalarmen ringer.

Og det er faktisk grunden til, at jeg skriver dette læserbrev.

For jeg bliver oprigtigt ked af det, hvis den konstante strøm af kritik får mine kolleger til at sænke hovedet. Hvis vi begynder at undskylde for vores erhverv, vores dyr og vores måde at leve på, alene fordi vi igen og igen får fortalt, at det, vi gør, er forkert.

Vi skal selvfølgelig kunne tåle kritik. Vi skal rette fejl, når vi begår dem. Vi skal hele tiden blive dygtigere.

Men vi skal virkelig også turde stå ved det, vi gør godt. Vi producerer fødevarer. Vi skaber arbejdspladser. Vi passer vores dyr. Vi investerer, udvikler og står op hver eneste morgen for at få det hele til at fungere.

Vi har ret til at være stolte af vores erhverv. Så lad os være det. Det er nu, vi som erhverv skal stå sammen og stå ved vores ret og retfærdighed. Hvis vi ikke får sat foden i nu, mister vi rettigheden og muligheden for fødevareproduktion i Danmark.

Og til resten af Danmark har jeg en anden opfordring:

Vær nysgerrige. Stil spørgsmål. Vær kildekritiske – også når overskriften bekræfter det billede, I allerede har fået af landbruget. Spørg, hvor tallene kommer fra. Spørg, om der findes en anden side af historien.

Og endnu bedre: Opsøg jeres nærmeste landmand.

Tag en snak med landmanden. Spørg, om I må komme indenfor. Se stalden. Se dyrene. Spørg, hvorfor vi gør, som vi gør. Se virkeligheden med jeres egne øjne før I beslutter jer for, hvad I mener om den.

Måske bliver I stadig uenige med os bagefter. Det er helt fair.

Men så har vi i det mindste en debat baseret på virkeligheden frem for overskrifter.

Jeg siger ikke, vi er fejlfrie, overhovedet ikke. Og det bliver vi aldrig nogensinde, lige meget hvor hårdt vi prøver, opnår vi aldrig nulfejl. Men vi er heller ikke den karikatur af miljøsvin, dyremishandlere og kyniske arbejdsgivere, som man efterhånden kan få indtryk af, hvis man scroller længe nok.

Og hvis vi virkelig er skyld i alt det, vi efterhånden bliver beskyldt for, så må næste historie vel snart være klar:

Hvornår skal landmændene undskylde for dinosaurernes udryddelse?