– Vores rettigheder skal respekteres

Sagen om ulovlige optagelser foretaget ved indbrud i stalde blev det store emne på generalforsamlingen i Landsforeningen af Danske Svineproducenter

Landsforeningens formand, Jeppe Bloch Nielsen, fik sammen med sin bestyrelse stor opbakning på generalforsamlingen i forbindelse med håndteringen af aktivisters indbrud i en række svinestalde, bl.a. hans egen.

Generalforsamlingen fandt sted den 14. januar 2026 i Fredericia med ca. 210 deltagere, hvilket er den største tilslutning de sidste mange år. Sagen om ulovlig indtrængen i stalde for at filme kom ikke uventet til at fylde meget.

Det var en historisk dom, der sidst i november 2025 blev afsagt af Retten i Odense i forbindelse med aktivisters indbrud i stalde og optagelser til brug ved TV2’s dokumentar om svineproduktion.

– Det er sygt, at aktivister med kamera mener sig berettigede til at bryde ind på privat ejendom uden hensyn til ejendomsretten – og bagefter bliver hyldet, sagde Jeppe Bloch.

– Derfor besluttede vi i foreningen, at nu var bægeret fuldt og foden skulle sættes i jorden for at stoppe den galskab, der kunne komme i kølvandet på indbruddene.

Landsforeningen nedlagde et retsligt forbud mod at optagelser fra formandens stalde blev vist i TV2-dokumentaren, og retten gav foreningen medhold.

Helt uenige med L&F

Landsforeningen har nu rettens ord for, at svineproducenter og andre ikke skal leve med frygten for, at fremmede under påskud af at gøre en god gerning kan bryde ind på ejendomme midt om natten.

– Havde aktivisterne og TV2 fået fri adgang til staldene af dommeren, var vi ikke et retssamfund men et sted hvor idealisme og aktivisme er vigtigere end frihedsrettigheder.

– Sagen handler ikke om at undgå kritik af landbruget og manglende åbenhed. Her er vi helt uenige med L&F’s politiske linje eller mangel på samme. Det handler om, hvem der i et retssamfund har ret til at overskride andres grænser, lød det fra Jeppe Bloch.

– Et demokrati bygger på lov, ret, respekt og faglighed – ikke på natlige indbrud og kameraer i hænderne på folk, der mener, at deres sag står over alle andres rettigheder.

Gik i flyverskjul

Jeppe Bloch lagde ikke skjul på sin skuffelse over L&F i den sammenhæng.

– Søren Søndergaard ville ikke forsvare os mod overgreb fra aktivister, men gik i flyverskjul, mens vi måtte lægge ryg til prygl fra politikerne og mediernes tilsvining af os. L&F havde muligheden og musklerne til stå op for vi svineproducenter, men gjorde det ikke.

– Og H. C. Gæmelke tog direkte afstand fra vores valg om at stævne TV2 og sagde, at det virkede som om vi prøvede at hverve nye medlemmer fremfor at forsvare vores erhverv. Tænk at man kan synke så dybt, det havde jeg ikke forestillet mig.

– Tilbage er blot at konstatere, at den der tier samtykker. Al sund fornuft og kampgejst er forsvundet i takt med at de såkaldte rådgivere har inficeret deres hjerner, sagde Jeppe Bloch Nielsen.

Bør hæve efterbetaling

Beretningen omhandlede også andre aktuelle emner, bl.a. Danish Crown.

– DC brugte den kinesiske anti-dumpningstold som argument for at sænke efterbetalingen fra 70 øre til 50 øre. De private slagterier fulgte DC’s eksempel. Det er frisk at beregne den direkte omkostning så høj. Da tolden er blevet reduceret, bør Danish Crown hæve efterbetalingen. Det er en fortælling om et andelsslagteri i knæ og en privat slagterisektor, som tænker på egen bundlinje fremfor ordentlighed, sagde Jeppe Bloch.

Han kommenterede også DC-direktør Niels Duedahls udtalelse om, at der er plads til at producere 10 mill. flere slagtesvin i Danmark, hvilket fik mange politikere til at reagere.

– Det kommer ikke til at ske, at vi får 10 mill. flere slagtesvin i Danmark, men det er fedt at have ambitionen, lød det.

Dyrevelfærdsrapporten

Jeppe Bloch Nielsen understregede, at Landsforeningen arbejder for, at der ikke indføres lovgivning og regler, som afviger fra EU-landenes generelle lovgivning.

– Særregler og restriktioner for svineproducenterne, som begrænser vores virke, er noget vi vil forfølge.

– Det gælder også, når den politiske aftale ”Sammen om dyrene” fra 2024 skal rulles ud. Vi oplever et stort pres på flere områder, og har ønsker om bedre afrapportering af Dyrevelfærdsrapporten fra Fødevarestyrelsen.

– Vi har længe sagt, at rapporten bør opdeles i administrative og direkte dyrevelfærdsmæssige overtrædelser, så vi kan få et mere retvisende billede. Det er der nu enighed om, men vi mangler en beslutning om at opgøre forseelserne i forhold til antal dyr fremfor på besætningsniveau.

– Den nuværende måde er ikke retvisende for den reelle dyrevelfærd. Opgørelserne på besætningsniveau viser, at mange besætninger får sanktioner, mens overtrædelserne målt på kontrollerede antal dyr er under 1 promille.

– 16 ud af 100.000 kontrollerede dyr får anmærkning ved kontrol. Det kan vist ikke gøres bedre, selv sundhedsvæsenet ville være misundelige.

– ikke kæledyr

Etisk Råd fik også ord med på vejen, efter rådet har udtalt, at der er behov for nytænkning af forholdene i svineproduktionen, og at de vil kræve produktionsformen ændret.

– Blandt de 13 medlemmer er der kun to, der har relation til svineproduktion og andre er aktive i Anima og Dyrenes Beskyttelse. Det er tankevækkende.

– Deres udtalelser er medvirkende til, at vi får en unuanceret debat og en politisk vinkling, der ikke tager hensyn til at vi arbejder med svineproduktion – og ikke med kæledyr.

– Nok at tage fat på

Mange faglige emner blev omtalt, bl.a. antibiotika-forbrug, pattegrisedødelighed, løse søer i farestald, hele haler, uddannelseskrav, de mange høringssvar, foreningen afgiver, samt en række retssager, bl.a. om inspektionshøjder samt gebyrsagen.

– Der er nok at tage fat på i foreningen, som er sat i verden for at skabe de bedste vilkår for vi svineproducenter. Vi finder os ikke i ulovlige indbrud, tåbelige regler, bureaukrati og uens regler i EU.

– Og vi skal huske, at vi gør det supergodt i dansk svineproduktion, og vi kan være stolte af vores erhverv og vores medarbejdere, lød det fra Jeppe Bloch Nielsen.

To nye i bestyrelsen

På valg til bestyrelsen var følgende:

Kristoffer Serup Hald og Joachim Clausen, der begge blev genvalgt.

Lars Andersen ønskede ikke at genopstille og Knud Kjær Knudsen var ikke valgbar, da han faldt for åremålsreglen efter otte års virke i bestyrelsen. De blev begge takket for deres indsats for Landsforeningen.

Nyvalgt blev Anne Jensen, Brande og Jesper Bram, Haderslev.  Som suppleant valgtes Lars Andersen, Hesselager.

De øvrige i bestyrelsen er Jacob Justesen og Kresten Lorenzen samt Jeppe Bloch Nielsen. Bestyrelsen konstituerede sig umiddelbart efter generalforsamlingen med Jeppe Bloch Nielsen som formand.

Dyrlæger rækker ud

Forud for generalforsamlingen var der indlæg ved Mette Gantzhorn, forperson for Den Danske Dyrlægeforening.

Hun lagde op til et øget samarbejde mellem svineproducenter og dyrlæger for at sikre både produktion og dyrevelfærd.

– Det store politiske fokus er ikke noget, der vil forsvinde, og det må være i vores alles interesse med sunde og raske dyr. I gør det godt, men det betyder ikke, at der ikke er noget, der kan ændres og forbedres, og det bør vi finde fælles fodslag om, sagde hun.

  1. januar 2026

 

Den nye bestyrelse. Fra venstre Jacob Justesen, Kristoffer Hald, Kresten Lorenzen, direktør Per Bardrum, Jeppe Bloch Nielsen, Jesper Bram (nyvalgt), Joachim Clausen og Anne Jensen (nyvalgt).