Pressemeddelelse

Landsforeningen af Danske Svineproducenter

Stemmen fra staldgangen

Landsforeningen af Danske Svineproducenter fejrer 50 år og udsender jubilæumsskrift med tilbageblik på udviklingen siden foreningen blev stiftets

Når Landsforeningen af Danske Svineproducenter fejrer sit 50-års jubilæum på Bygholm Landbrugsskole den 14. juni 2024, sker det i en tid, hvor der er et enormt pres på svineproduktionen, både politisk, blandt meningsdannere og i befolkningen.

– Foreningen blev stiftet af en gruppe svineproducenter, der savnede at blive hørt af de etablerede organisationer, og de mente ikke, at deres erhvervsmæssige interesser i tilstrækkelig grad blev varetaget, siger formanden for foreningen, Jeppe Bloch Nielsen.

– Kampen kører stadig og understreger foreningens berettigelse. Vi kæmper stadig en kamp mod systemerne, herunder i høj grad det politiske system på Christiansborg, hvor beslutningstagerne befinder sig langt væk fra vores virkelighed, og hvor det kniber med forståelsen for vores erhverv.  Vi kan konstatere, at der fortsat er brug for en forening som vores, siger Jeppe Bloch Nielsen.

– Vi er en forening, hvor vi siger tingene højt og direkte, uden nogen form for afhængighed og uden skelen til, om det nu også er politisk korrekt og passer ind i en bestemt sammenhæng. Der er stadig brug for den direkte stemme fra staldgangen, som vi er garant for.

Fortælling om de 50 år

I forbindelse med jubilæet har Landsforeningen udgivet et særnummer af sit medlemsblad, hvor udviklingen for dansk svineproduktion gennem de 50 år er beskrevet af journalist og tidligere dagbladsredaktør og højskoleforstander Bøje Østerlund.

Gennem artikler har han beskrevet, hvad der er sket i svineproduktionen, siden foreningen blev stiftet den 25. juli 1974, og han har præsenteret de forskellige formænd og deres indsatser.

Med i udgivelsen følger desuden et essay om dansk svineproduktion. Bøje Østerlund reflekterer her over en producentforenings rolle i politisk, samfundsøkonomisk og historisk poetisk lys og sætter tingene i perspektiv.

Fortællingen kommer ind på, hvorfor Danske Svineproducenters position i foreløbigt 50 år som ”hasebidere” har været en demokratisk nødvendighed, fremgår af forordet.

Podcast med nøglepersoner

Danske Svineproducenter har i anledning af jubilæet fået optaget en række podcasts med nøglepersoner inden for svineproduktionen gennem de sidste 50 år. Her kan man høre deres oplevelser og fortællinger om en tid med store forandringer.

Landsforeningen holder jubilæumsfest den 14. juni kl. 16.00 på Bygholm Landbrugsskole.  Her serveres der helstegt pattegris med tilbehør, og der vil være forskellige indlæg og mulighed for debat samt musik og hygge.

Jubilæumsblad, podcast og oplysninger om jubilæums-arrangementet den 14. juni (hvor alle er velkomne) kan ses på Landsforeningens hjemmeside, www.danskesvineproducenter.dk

 

Yderligere oplysninger:

Formand for Danske Svineproducenter: Svineproducent Jeppe Bloch Nielsen, tlf 24 27 68 89/mail: jeppe-bloch@hotmail.com

Danske Svineproducenters direktør: Per Bardrum, tlf 40 37 26 56/mail: peb@danskesvineproducenter.dk

Forfatter til jubilæumsnummer og podcastvært: Freelancejournalist Bøje Østerlund, tlf. 40 46 76 25/mail boje@vedhavet.dk