Pressemeddelelse
Staten bør også udvise samfundssind i coronatid og sænke sine priser i stedet for at agere gebyrgrib overfor erhvervslivet.
– Fej for egen dør!
Det er Danske Svineproducenters formand, Kim Heiselbergs, klare melding til de politikere, der den seneste tid har været fremme med et budskab til erhvervsdrivende om at udvise samfundssind under coronakrisen.
Forleden meldte erhvervsminister Simon Kollerup (S) ud, at danske revisorer tager overpriser, når små- og mellemstore virksomheder skal søge hjælpepakker, og ifølge DR løfter ministeren pegefingeren og indskærper, at revisorerne bør udvise samfundssind.
Ligeledes var der for nylig en række ordførere, der mente, at praktiserende læger i forvejen har en god løn, og at det derfor ikke er i orden, når de tager 1.825 kroner for en times ekstraordinær COVID-19-arbejde.
Men det er her, Kim Heiselberg mener, at regeringen først bør feje for egen dør.
Grib i egen barm
– Jeg synes, at erhvervsministeren og visse andre politikere skulle starte med at sætte spot på deres egen ”forretning”. De kunne fx starte med at kikke på de ublu regninger, som de har givet Fødevarestyrelsen lov til at udskrive, når de kontrollerer vores grise, siger Kim Heiselberg.
– Det er åbenbart ikke i orden, at læger og revisorer tager lidt ekstra for deres arbejde i en tid, hvor de har megatravlt, men det er åbenbart i orden at flå danske svineproducenter, som trækker store eksportindtægter hjem til den danske statskasse. – Det er jo absurd, siger Kim Heiselberg, der mener, at politikerne skulle starte med at gribe i egen barm, inden de begynder at kritisere andre for det samme.
Over 4.000 kroner i timen
Per Bardrum, direktør i Danske Svineproducenter, uddyber:
– Lægernes timepriser er peanuts i forhold til de gebyrer, som Fødevarestyrelsen udskiver til os uden at blinke, siger han.
Direktøren forklarer, at ifølge bekendtgørelsen (om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v., kapitel 3, § 8) betaler danske svineproducenter op til 4.288 kr. pr. time for tilsyn på deres bedrifter.
– Det er timepriser, der er helt absurde. Og det synes vi i Danske Svineproducenter, at politikerne skulle rydde op i, inden de begynder at klandre revisorer og læger for at tage betaling for at knokle ekstra hårdt i denne tid.
 
For yderligere kommentarer kontakt
formand for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg, tlf. 4078 7274
direktør for Danske Svineproducenter, Per Bardrum, tlf. 4037 2656