VEZG-smågrisenoteringen er i dag uændret 52,00 €.
VEZG-smågrisenoteringen for 8-kilos grise er i dag uændret 32,80 €.

I Tyskland er slagtesvineproducenterne efter sidste uges prisfald stadig tilbageholdende med at købe nye partier smågrise. Udbud og efterspørgsel kommer dog i stigende grad i balance, hvilket betyder, at VEZG-smågrisenoteringen i dag stabiliseres.

Situationen ser dog anderledes ud i andre europæiske lande. SPF-selskabet nedjusterede onsdag sine markedsnoteringer med yderligere 20 kr., mens Porc-Ex sænkede sine eksportnoteringer med yderligere 40 kr. I Holland er smågrisepriserne i denne uge faldet med mellem 4,00 og 5,00 euro (ca. 30–37 kr.), mens priserne i Spanien faldt med yderligere 5,00 euro (ca. 37 kr.).

Ifølge den tyske producentforening ISN er der som følge af gårsdagens helligdag ikke opstået nogen større udbudspukkel på det tyske slagtesvinemarked. Tværtimod registreres der igen efterspørgsel efter ekstra partier. På dagens auktion på ISN’s svinebørs blev alle udbudte partier slagtesvin solgt.

Derfor forventer markedseksperter i de kommende uger en yderligere stabilisering både på slagtesvinemarkedet og på det europæiske smågrisemarked. Prisfaldet på det tyske slagtesvinemarked fra den seneste uge vurderes at være overdrevet.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter