VEZG-smågrisenoteringen falder i dag med 4,00 € til 48,00 €.
VEZG-smågrisenoteringen for 8-kilos grise falder i dag med 3,50 € til 29,30 €.

De store tyske slagterier har i denne uge lagt et markant pres på det tyske marked. Kun med betydelige anstrengelser lykkedes det onsdag at fastholde den tyske notering for slagtesvin uændret.

Ikke desto mindre svækkes slagtesvineproducenternes lyst til at indsætte nye smågrise som følge af slagteriernes prispres. Omsættere melder, at det bliver stadig vanskeligere at afsætte frie partier smågrise. Enkelte steder rapporteres det endda, at tyske slagtesvineproducenter vælger at lade deres stalde stå tomme i en periode.

SPF-Selskabet har været nødt til at sænke sine markedsnoteringer med 30 kr. i torsdags, mens Porc-Ex har reduceret sine eksportnoteringer med 40 kr.. De hollandske smågrisepriser falder i denne uge med yderligere 2,00-3,00 euro (ca. 15-22 kr.), mens priserne i Spanien er reduceret med yderligere 2,00 euro (ca. 15 kr.). I Tyskland falder VEZG-noteringen for smågrise i dag med 4,00 euro (ca. 30 kr.).

Det er særdeles usædvanligt, at grisemarkedet er under så stort et pres på denne tid af året. De positive effekter af grillsæsonen har indtil videre været meget begrænsede i år. Flere markedseksperter har dog de seneste dage rapporteret om en mindre forbedring på kødmarkedet. Det sommerlige vejr og det forestående VM i fodbold øger lysten til at grille. De videre markedsudsigter er dog fortsat usikre.

Venlig hilsen
Danske Svineproducenter