Pressemeddelelse

– Det er uskønt, som Greenpeace på det seneste har brugt hollandske undersøgelser og enkeltstående tilfælde af luftvejsproblemer hos naboer til danske svineproducenter som argument for at nedlægge dansk svineproduktion. Men ikke mindst er det uskønt, som TV2 har ageret ukritisk talerør i stil med Greenpeace.

– Men når det er sagt, så er det en fatal mangel, at Landbrug & Fødevarer Svineproduktion (LFS) ikke er trådt i karakter og har bakket os op i at forsvare de konventionelle danske svineproducenter.

Sådan siger formand for Danske Svineproducenter Kim Heiselberg, der henviser til, at LFS takkede nej til TV2’s tilbud om at imødegå kritikken i TV Nyhederne.

– Vi skal aldrig lade det stå uimodsagt, når nogen kommer med en så alvorlig kritik af vores erhverv. Og derfor er det under al kritik, at LFS, der aflønnes af alle danske svineproducenter, og som dermed har både ressourcer og mange fagfolk ansat, ikke tog opgaven på sig, siger Kim Heiselberg.

Danske Svineproducenters næstformand, Jeppe Bloch Nielsen, er den eneste, som forsvarede landbruget for åben skærm. Det gjorde han i TV2 Nyhederne tirsdag den 8. oktober.

Men det er ikke kun i forhold til pressen, at Danske Svineproducenter kunne ønske, at LFS involverede sig mere aktivt. Formand Kim Heiselberg mener, at LFS også skulle være langt mere proaktive på det faglige plan.

– De to undersøgelser, som TV2 blandt andet har ladet ligge til grund for at tage emnet op, imponerer ikke ved første øjekast, men vi skal være helt sikre på, at der ikke er noget om snakken. Derfor skal vi have det undersøgt ordentligt. For vi er naturligvis ikke interesserede i, at hverken vi selv, vores medarbejdere eller vores naboer bliver syge, pointerer formanden.

På kort sigt mener Kim Heiselberg derfor, at LFS burde aflønne nogle arbejdsmedicinere til at nærlæse de hollandske undersøgelser, lave litteraturstudier af, hvad der ellers ligger, og måske endda tage til Holland et par dage for at drøfte emnet med de hollandske forskere.

– Danske Svineproducenter har ikke ressourcerne til dette nødvendige arbejde, men det har LFS, påpeger Kim Heiselberg.

– Brug nu nogle af de penge, der hver dag indsamles hos svineproducenterne, til det her, for det er vigtigt, understreger han.

– Det er ikke nu, vi skal stikke hovedet i busken. Måske er det en tikkende bombe under dansk svineproduktion. Måske er det ikke. Men af hensyn til os selv, bliver vi nødt til at være på forkant og vide, om der er noget om snakken eller ej. Det er bare om at komme i gang. Hellere i dag end i morgen, siger

Kim Heiselberg, der ønsker at LFS også kommer op i gear på længere sigt:

– Vi mangler ganske enkelt eksperter i human sundhed i LFS/Seges Svineproduktion, mener han.
Derfor ønsker svineproducenternes formand, at der etableres en afdeling for arbejdsmiljø og sundhed under L&F/Seges Svineproduktion.

– Historien viser, at vi ikke kan fæstne lid til, at eksperter i det statslige myndighedsberedskab har den fornødne motivation og ressourcer til at tone rent flag, når vi har behov for det. Derfor har vi selv brug for at være på forkant ved at have de rigtige personer med den rigtige lægefaglige uddannelse ansat, som kan dissekere, om der er belæg for kritikeres påstande eller ej, siger Kim Heiselberg, der nævner eksempler som salmonella, MRSA og nu senest luftvejslidelser hos naboer.

– Det er ikke en forsikring at stikke hovedet i busken. Det er en forsikring at være fagligt velforberedt.
Derfor håber vi, at LFS har lært af historien og nu er klar til at være velforberedte på den humane front. Det vil ikke blot være et psykisk rygstød til svineproducenter og deres ansatte, men også en landvinding for vores egen sundhed og vores forhold til vores naboer, pointerer Kim Heiselberg.

 

For yderligere kommentarer kontakt
formand for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg, tlf. 4078 7274
direktør for Danske Svineproducenter, Per Bardrum, tlf. 4037 2656